Ekspertens 7 favoritter til skærehaven
At så sommerblomster til buketter er en sand lykke. Men der er mange forskellige blomster at vælge imellem. Her får du eksperten Liv Meinerts favoritter i skærehaven.
Vi har spurgt Liv Meinert, der står bag @Plante_liv på instagram og initiativet #projektbuket, hvor man hver uge kan lege med og gå ud og plukke en buket fra haven.
- Jeg er vild med at dyrke skærehave, så kort kan det siges. Jeg bruger vintermånederne på at finde ud af, hvilke frø der skal indkøbes til den kommende sæson. Det er begrænsningen kunst, for der er så mange smukke blomster at vælge imellem. Der er altid nyheder der skal prøves af og så er der nogle som jeg har dyrket før, men som jeg bliver nødt til at have, fordi de er gået hen og blevet mine favoritter. Dem kan du læse om her.
Mine favoritter
1. Frøkenhat, Zinnia violacea ‘Queen Lime Orange’ (syn. Z. elegans ‘Queen Lime Orange’)
Denne frøkenhat er virkelig noget særligt, farven er en særegen blanding af orange og limegrøn. Holdbare blomster på stive stilke, der ikke kræver opbinding. God i buketter og smuk i bedet.
Foto: Liv Meinert
2. Sommerfloks, Phlox drummondii ‘Cherry Caramel’
En blomst med en opsigtsvækkende farvekombination af lys karamelbrun og dyb kirsebærrød. Lang blomstringstid. God i bede, krukker og buketter.
Foto: Liv Meinert
3. Haveløvemund, Antirrhinum majus ‘Chantilly Bronze’
Løvemund i Chantilly-serien har i modsætning til de klassiske løvemund en åben blomst, som tilmed vender opad. Den opadvendte blomst gør, at den syner af mere i bede og buketter. Farverne er et miks af lyserød, lysegul og fersken.
Foto: Liv Meinert
4. Vinget hindebæger, Limonium sinuatum Pastel Mixed
Vinget hindebæger giver mængder af blomster over en meget lang sæson. Blomsterne egner sig til buketter såvel som til tørring. Ved at vælge en frøblanding med flere sorter får man flere farvenuancer at vælge imellem og kombinere med i sine buketter.
Foto: Liv Meinert
5. Solsikke, Helianthus debilis subsp. cucumerifolius ‘Italian White’
‘Italian White’ er en mindre solsikke med cremehvide blomster. De små blomsterhoveder svæver på 1-1,5 meter høje stængler. Elegant bagerst i et bed eller som en hæk i køkkenhaven. Også god i buketter.
Foto: Liv Meinert
6. Håret solhat, Rudbeckia hirta ‘Sahara’
Håret solhat ‘Sahara’ har blomster i alskens nuancer af karamel, sandfarvet, støvet rødbrun og rosa. Blomsterne er enten enkle eller halvfyldte. Holdbare blomster på stive stilke med lang blomstringstid. Kan overvintre i milde vintre.
Foto: Liv Meinert
7. Almindelig blåkvast, Ageratum houstonianum ‘Timeless’ Mixture
Blåkvast er normalt en lav kantplante; sorten ‘Timeless’ er imidlertid en højere variant med stilke på ca. 70 cm. Dette smukke miks består af blå, lilla og lyserøde farver. Blomstrer i månedsvis og er meget anvendelig til buketter.
Foto: Liv Meinert
8. Havemorgenfrue, Calendula officinalis ‘Pink Surprise’
Morgenfruen ‘Pink Surprise’ har smukke, ferskenfarvede blomster. God i både bedet og buketter. Let at dyrke, kan sås direkte på voksestedet.
Foto: Liv Meinert
9. Monarda, Monarda hybrida ‘Lambada’
Denne opsigtsvækkende plante ligner nærmest en lilla frynsekjole. Er god til bier og har en aromatisk duft. God som blikfang i bedet. Kan ikke lide at tørre ud.
Følg Liv
Find Liv på instragram - og så kan du blive inspireret til at dyrke skærehave i egen have. Livs have er en klassisk parcelhushave, hvor hun dyrker skærehave i højbede.