Forestil dig den luksus at have uanede mængder af lige præcis de blomster, du allerhelst vil sætte i stuens vaser. At kunne plukke dem i spandevis en tidlig morgen, mens duggen stadig ligger tæt – og finde dem lige uden for døren. Tanken er ikke umulig at realisere, hvis du anlægger en skærehave, sådan som Karen Nielsen og Peter Hørbye Jacobsen har gjort ved deres hus i Vendsyssels smukkeste natur.

»Vi har skærehaven, fordi jeg godt kan lide at lave mange buketter. Så er jeg fri for at tænke på, hvordan bedene ser ud, når jeg forlader dem. Jeg kan bare skære løs,« begrunder Karen deres valg af skærehave, og Peter supplerer: »Karen elsker at lave buketter, mange buketter – også store buketter, så der skal bruges rigtig mange blomster.«

I Karen Nielsen og Peter Hørbye Jacobsen skærehave ved deres minimalistisk hus – i kanten af Jyske Ås nær Østervrå. Haven ligger omgivet af smuk natur på en meget varieret jordbund med både humusrig engjord, lerjord og sand. Foto: Henrik Bjerg

Skærehaven ligger for sig

Både Karen og Peter kender til skærehaver fra deres opvækst i landbohaver, og det var derfor helt naturligt, at de anlagde en skærehave allerede for 25 år siden i deres tidligere have. Den nuværende skærehave ligger i forbindelse med køkkenhaven på lavtliggende, overvejende god jord neden for en stejl skrænt, der fører fra den høje have, hvor huset er bygget.

Huset ligger omgivet af en rummelig træterrasse, og uden for den ligger græsplænen, som afgrænses af høje træer og et enkelt bed med hortensiaer og stauder blandt andet. Fra terrassen er der kig hen over den højtliggende have til et smukt og uspoleret landskab, og det er også en af grundene til, at køkken- og skærehaven er lagt neden for bakken, hvor det farverige og glade skue ikke blander sig i udsigten. Desuden klarer både køkkenurter og blomster sig bedre på den lavtliggende jord, som ikke er så tør i sommertiden som den høje bakke.

100 kvadratmeter er Karen og Peters skærehave, men her er også plads til det hele. Rækker med morgenfruer, kornblomster, nigella og frøkenhat stråler om kap med ærteblomster og georginer. Høje mexicansk solblomst giver farve sammen med svovlgul kosmos, og en stor række stolt kavaler løfter sig over lilla kæmpeverbena. Roserne står også i denne del af haven, for de er her primært for vaserne, og Karen synes, de er svære at få til at fungere i et bed.

Grønne gengangere

»Jeg har altid nogle grønne blomster. Hareøre og irlands klokke. Jeg bruger dem til at give fylde i buketterne. Stolt kavaler er en af de bedste, jeg har. Den har jeg hvert år. Den er så let og yndefuld, og så blomstrer den også over en lang periode,« svarer Karen på spørgsmålet om hendes favoritter i skærehaven. Skærmblomster som dild og kongekommen til det lette udtryk er også en fast bestanddel af skærehaven. Ellers skifter det lidt fra år til år, for Karen lader sig gerne inspirere af nye frøudbud og tendenser i blomsterbindingens kunst.

Velafprøvet tilsåning

Det er Karen, der alene har fornøjelsen af at skære i skærehaven. Peter hjælper med tilsåning og pasning, men blomsterdekoration overlader han til fruen.

»Vi sår blomsterne i sidste halvdel af maj. Rækkeafstanden er lidt større imellem de høje arter end imellem de lave. Vi sår dog så tæt, at rækkerne lukker helt sammen, når blomsterne er fuldt udviklede. Så skygger de for ukrudt, og de lidt blødstilkede typer kan hvile mod nogle mere stivstilkede,« forklarer Peter. Det er Peter, der kultiverer, river og afsætter sårillerne, mens Karen står klar med frøposerne. Peter riller op med riven og hælder vand i sårillen, inden Karen drysser de små frø ud. Undervejs aftaler de, hvilken art der nu skal sås, og den rette afstand mellem rækkerne afsætter de efter hukommelse og erfaring. 

»Det tager ingen tid, når vi går i gang,« smiler Karen ved tanken om det effektive og velafprøvede såarbejde.

»Vi sår altid direkte i haven, og nogle gange dækker vi jorden med plastik efter såning,« fortsætter Peter og tilføjer, at plastikken er med til at holde jorden fugtig, så frøene spirer hurtigt. Så snart de er spiret frem – det varer normalt kun halvanden til to uger – fjerner de plastikken igen.

Vind stiver stilkene

Herefter er det bare at holde skærehaven fri for ukrudt, indtil rækkerne af blomster lukker sammen. De tynder ikke ud; planterne bliver sagtens store alligevel. Den åbne beliggenhed gør, at vinden ofte stryger hen over planterne, mens de vokser frem. Vinden og den solrige placering gør dem stivstilkede, så de holder sig oprette. Det eneste, Karen og Peter binder op, er ærteblomsterne. Alle de øvrige kan støtte sig til hinanden, hvis det bliver nødvendigt. Gødning tilføres med komøg, som de spreder ud og fræser ned i vintertiden.

Da Karen plukker mange blomster, medvirker det til at holde blomstringen i gang, også hos ærteblomsterne, som stort set alle plukkes. Derfor er det ikke nødvendigt at fjerne de få afblomstrede blomster i skærehaven. Kun hos georginer og frøkenhat fjerner Karen blomster, der ikke blev plukket.

Blomster fra højsommer til vinter

»Jeg kan plukke fra begyndelsen af juli. Det begynder med morgenfruer, og dem bruger jeg også mest i begyndelsen, indtil de andre kommer med blomst. Georginer og roser er det sidste, jeg kan plukke. De holder, til frosten kommer,« fortæller Karen. Inden da har Peter fjernet de værste frøgivere: morgenfruer og dild. Men hvis de alligevel har kastet nogle frø, som er spiret, når næste års såbed skal forberedes, skuffer han bare et par gange. Så er det problem løst.

Når Karen i efteråret har høstet de frø, hun skal bruge næste år, slår Peter skærehaven ned med en buskrydder og river de afslåede planterester væk, og så er skærehaven klar til en gang komøg og en fræsning. Da arealet først sås til i sidste halvdel af maj, er der en del frøplanter, som spirer frem inden, og de skuffes væk. Derfor er ukrudtsproblemet ikke så stort, når Karen og Peter er klar til at så. Og så begynder det hele forfra.

Her i juli kan Karen plukke de første buketter af morgenfruer og dild – en kombination, hun ofte bruger på havebordet, for de to blomster klæder hinanden så smukt.