Fra små spirer til stor haveglæde
Fra små spirer til stor haveglæde Havemod og haveglæde går hånd i hånd hos Lars Wildes. Han har forvandlet sin lille rækkehushave til en frodig staudehave med tålmodighed, stiklinger og frø. Her Mød forfatteren bag ”Blomsterhave på budget”, som også snart er aktuel med et inspirerende webinar her hos Haveselskabet.
Han har altid et par kaffefiltre i lommen, klar til at samle lidt frø. Det er blevet en vane – og en del af forklaringen på, hvordan Lars Wildes har forvandlet sin have fra græsplæne med lidt buske og spredte blomster til en staudehave med snoede stier mellem svulmende bede: Med tålmodighed, gåpåmod og mod på at så, tage stiklinger, dele planter og modet til at eksperimentere.
”Det kræver virkelig tålmodighed, men du får vildt mange blomster ud af bare en enkelt frøkapsel. Og bare en enkelt lille spire kan give så meget glæde. At se den spire, vokse og blomstre – det er vildt,” konstaterer Lars Wildes.
I november 2018 flyttede han sammen med sin mand og søn ind i deres rækkehus i Fredericia. Det ene haveprojekt greb det andet, og i dag er den lille have på 260 m2 fuldstændig forvandlet. Det samme er Lars Wildes.
Det vender vi tilbage til. Først tager vi en tur i haven. For hvor i alverden starter man, når man forvandler en have med traditionel græsplæne og et halvforsømt bed til en staudehave? Spørger man Lars Wildes, starter man i det små. Lærer sin have at kende, tager tingene lidt ad gangen og husker også at nyde processen.
”Ret tidligt købte jeg nogle planter, som jeg syntes var dyre – selv om jeg jo godt ved, at det er det store forarbejde, man betaler for – men det gav mig mod på i stedet at eksperimentere med lidt frø, lave nogle stiklinger og dele nogle af de planter, som havde spredt sig,” siger han.
Det optog ham, hvordan man kan udvikle haven uden at have et evigt blomstrende pengetræ at plukke af.
Et ramaskrig i haven
Lars Wildes har netop udgivet sin første havebog, ”Blomsterhave på budget”, hvor han fortæller om forvandlingen af sin have, deler ud af sine erfaringer og kommer med tip til at få en frodigere have. At han en dag skulle kunne leve af sine grønne fingre, havde han aldrig drømt om. Han er uddannet pædagog og elskede at arbejde i børnehave gennem 13 år.
”Men haven begyndte at fylde mere og mere. Og så slog det mig, at skal jeg nogensinde prøve noget andet, så er det nu,” siger han og indskyder, at der nærmest lød et ramaskrig fra alle omkring ham, da han luftede sin plan om at skifte spor.
”Du er ikke rigtig klog, du har ingen erfaring, sagde de. Men jeg kontaktede vores lokale kirkegård, og de tilbød mig en midlertidig stilling. Så sagde jeg mit faste pædagogjob op. Planterne fyldte mere og mere, og det var det, jeg gerne ville. Jeg blev fastansat på kirkegården og efterfølgende tillært gartner, og jeg har ikke set mig tilbage siden. Min nabo spørger, hvordan jeg kan arbejde med planter hele dagen og så alligevel gå hjem og direkte ud i haven. Fordi jeg elsker det. Jeg sætter min alarm, når jeg går i haven – det har jeg lovet min mand og søn, for ellers er jeg derude i timevis. Jeg kan blive helt væk, når jeg er derude,” siger Lars Wildes.
I de første år kastede han sig især over ”gammeldags stauder”, som brændende kærlighed, fingerbøl og gul solhat. Dem, han kendte fra sin bedstemors have.
”Mange er lidt forskrækkede over tanken om gult i staudebedet, men jeg er vild med det. Jeg blev også hurtigt glad for hjemmehørende arter som dagpragtstjerne, der har et fint løv, som selvsår og er nem at samle frø fra, og blåhat, som er super for insekterne og har en lang stilk og et lidt fliget løv. Min mand er vild med tudseliljen, der ligner en orkide, så den har vi også flere af. Den spreder sig ikke ret meget og er god, fordi den blomstrer sent,” siger han og tilføjer:
”Det er vigtigt at have noget fra tidligt forår til sent efterår og noget med frøstande eller aks, som kan stå vinteren over, så der er noget at kigge på hele året. Jeg planter også supertæt, for jeg gider ikke luge hele tiden. Jeg luger kraftigt tre gange i foråret, og så ikke rigtigt mere. Jeg vil hellere kunne nyde at nusse i haven.”
Brug ressourcerne klogt
Det at skabe selv eller være opfindsom med de ressourcer og materialer, man allerede har til rådighed i haven, fik hurtigt stor betydning for Lars Wildes. Hver proces har givet ham nye erfaringer. Lært ham, at det ikke nødvendigvis er godt at så mange frø, fordi der så også skal prikles og plantes meget om. Og vist ham, hvorfor vandkanden ikke altid er det rette redskab.
”I starten kom jeg til at overvande, så frøene rådnede, fordi jeg brugte en vandkande. Nu sprayer jeg i stedet, indtil spirerne får rødder og kan flyttes over i en bakke, som jeg vander nedefra,” forklarer Lars Wildes og tilføjer, at han også har opdaget, hvilke redskaber, han med fordel kan budgettere med, uden at det går ud over kvaliteten.


















