Månestråle
Månestråle lever helt op til sit poetiske navn. Blomsterne er voksagtige og køligt gule som klart måneskin. En lysende effekt, der forstærkes af store smukke blade og skyggefulde omgivelser.
Månestråle, Kirengeshoma palmata, hører til hortensiafamilien. Blomsterne er let nikkende og hænger på stilke i løse klaser. Sommeren igennem står månestråle med grønne dråbeformede knopper, der langsomt vokser sig større og større. I august begynder knopperne at skifte farve, og de voksagtige blomster færdigudvikles.
Stauden tiltrækker sig stor opmærksomhed i alt det grønne på grund af blomsternes form, sarte farve og sene blomstringstid. Kronbladene er kødfulde og let snoede, heraf staudens andet navn, voksklokker
Planten blomstrer fra september til frosten kommer.
Dekorativ bladstaude
Månestråle hører til gruppen af frodige bladstauder, hvis blade er næsten lige så værdsatte som blomsterne. Væksten er busket med sortrøde bladstængler.
Bladene er ahornformede og 10-15 cm store, indskårne og let behårede. De sidder taglagt og aftager i størrelsen op ad stænglen. De store blade forneden dækker jorden helt, mens de mindre blade i toppen af stænglerne lader lyset komme igennem til blomsterne.
Stauden bliver næsten 1 m høj og kan med tiden blive næsten lige så bred. Den udvikler sig smukkest, hvis den får god plads.
Plant den i let skygge og surbundsjord
Månestråle stammer oprindelig fra Japan, hvor man finder den i store bevoksninger under let skyggende træer i de kølige bjergskove.
Herhjemme indgår den i gruppen af ”woodland-planter” og trives bedst i halvskygge. Den foretrækker en ikke for tør surbundsjord og et voksested, der er beskyttet mod stærk sol og blæst.
Månestråle er velegnet i surbundsbedet, ikke mindst på grund af den sene blomstring, og den er selvskreven i den japansk-inspirerede skovhave.
I vores have vokser den i den flimrende skygge under et pagodetræ, Styphnolobium japonicum ( tidligere Sophora japonica), mellem rhododendron, anemoner og bronzeblad. I skovhaven trives den fint sammen med bregner, hosta, bronzeblad, duskkonval, sølvlys og lignende bladplanter.
Den udvikler sig dog allersmukkest, når den plantes solitært omgivet af lavere stauder med samme vækstkrav, fx anemone, hasselurt og bispehue.