Spir, skærm og svævende lethed – få styr på staudernes former
Når man sammensætter et staudebed, er det ikke kun vigtigt at tænke på farver og blomstringstid. Formen på blomsterne er mindst lige så vigtig, hvis drømmen om et smukt staudebed skal blive til virkelighed.
Det kan være svært at udvælge stauder, der passer perfekt sammen i et bed. Udvalget af stauder er stort, og der er utallige måder at sætte dem sammen på. Man har måske et billede af det færdige resultat inde i hovedet, men kan blive overrasket, når planterne vokser til og blomstrer. Det kan gå 2 veje. Man opdager nye, gode sammensætninger af sorter, som man ikke lige havde forudset, og et beddesign kan udvikle sig i en ny retning. Andre gange kan man konstatere, at stauderne slet ikke passer sammen. Der er noget helt galt med størrelser, farver og strukturer, som skaber en disharmoni i bedet som helhed. Heldigvis er stauder taknemmelige. Man kan flytte rundt på dem, skille sig af med dem og tilføre nye, til man rammer netop det udtryk, der passer ind i haven og til ens stil.