Yndige fingerbøl
Fingerbøl har i årtier været en populær haveplante, ikke mindst i mere romantiske haver og cottagehaver. Her har vi fundet en række gode arter og sorter, du kan få succes med i haven.
Fingerbøl, Digitalis, sender i forsommeren deres stolte spir højt op i luften og i løbet af juni eller juli åbner de deres smukt arrangerede blomster. De fleste er to-årige planter, der bruger første år på at danne en bred grøn bladroset nede ved jorden, for næste år at skyde blomsterstænglen i vejret. Der er dog kommet sorter på markedet, der kan dyrkes som sommerblomst – og altså blomstrer det første år. Der findes også arter med lysegule blomster, som ofte vil blomstre mere end en gang, og derfor kan betegnes som kortlivede stauder.
Fingerbøl er gode insektplanter primært for humlebier, som kravler ind i blomsten efter nektar.
Almindelig fingerbøl er en lyserød yndling
Almindelig fingerbøl, Digitalis purpurea, er en hjemmehørende art der trives på næringsrige jord og typisk vokser i grøftekanter, lyse skove og ved grusgrave. Den er kendt og elsket for sit romantiske pink til lyserøde look, men der findes sorter i andre farvevarianter.
Kender du Camelot-hybriderne?
For omkring 20 år siden kom en ny serie forbedrede hybrider på markedet, Camelot-serien. I Camelot-serien findes flere skønne sorter og fire af disse er efter afprøvning af det engelske haveselskab, RHS, anderkendt som ekstra gode haveplanter. Det er 'Camelot Rose', 'Camelot Lavender', 'Camelot White', 'Camelot Cream' – alle navngivet efter deres farve.
De gule fingerbøl
Mens de yndige lyserøde, hvide og pink varianter er kendt af de fleste, har de lysegule og rustgule arter af fingerbøl måske stået lidt i baggrunden. Dette på trods af, at anerkendte havedesignere som hollandske Piet Oudolf har fremhævet flere af disse arter i sine bøger. De gule fingerbøl kan – i modsætning til almindelig fingerbøl - godt overleve et par år, og kendestegnes som kortlivede stauder.
Både storblomstret fingerbøl, Digitalis grandiflora, og gul fingerbøl, Digitalis lutea, får flotte lysegule blomsterstande og er begge anerkendt af det engelske haveselskab, RHS, som særligt gode haveplanter.
De hurtige dalmatinere
Fingerbøl er relativt lette at dyrke selv fra frø, og det har i mange år været god latin at så frøene i forsommeren første år for at få blomsterne året efter. Men der er de senere år kommet sorter, der har en hurtigere udvikling og kan blomstre allerede første år. Mest kendt er de anerkendte sorter i Dalmatian-serien, som har sirligt smukke prikker i blomsten.
De kan, hvis de sås i det tidlige forår, blomstre sent på sommeren samme år. Hele fem sorter i serien er anerkendt af det engelske haveselskab, RHS, for deres store værdi i haven; det er sorterne: 'Dalmatian Rose', 'Dalmatian White', 'Dalmatian Cream', 'Dalmatian Purple', 'Dalmatian Peach'.
Gode råd om dyrkning af fingerbøl
Vil du gerne dyrke mange fingerbøl i haven, er det en god ide at så dem fra frø. De fleste arter sås bedst i juni-juli, overvintrer til næste år, hvor de vil blomstre. Sorter i Dalmatian-serien kan blomstre samme år, og hvis det skal lykkes, skal man forkultivere dem indedørs fra det tidlige forår.
Det er en god ide at lære bladene at kende, når de dukker frem om foråret. Frøene kan sprede sig forskellige steder rundt i haven, og er man ikke opmærksom, kan man komme til at luge planten væk. Fingerbøl danner først en kraftig bladroset nede ved jorden og senere skyder blomsterstænglen op herfra.