
Havegrupper
Det er et ønske i bestyrelsen at skabe bedre rammer for at vi kan mødes lokalt og udveksle erfaringer os haveentusiaster imellem. Der findes medlemmer, der søger en havegruppe, og etablerede havegrupper, der søger inspiration og nye medlemmer. Derfor brugte vi generalforsamlingen i 2026 på at finde frem til hvordan vi kan understøtte netop havegrupper og her er hvad vi kom frem til.
Søger du en havegruppe
Der findes fem-seks velfungerende havegrupper i og omkring Helsingør-området, ikke alle er lokale, og hver har en lidt forskellig profil/interesser. I foråret 2026 har vi foreløbigt hjulpet otte medlemmer, der er tilknyttet Helsingør, med at finde en havegruppe. Nogle er kommet til etablerede havegrupper mens de sidste har valgt selv at stable en ultralokal havegruppe på benene i Helsingør. Søger du en havegruppe, så er du altid velkommen til at skrive til os på helsingoer@haveselskabet.dk
Input fra havegrupper
Den feedback, vi som bestyrelse fik op til og på selve generalforsamlingen har givet os gode idéer om ønsker og hvad der får en havegruppe til at fungere. Det sociale aspekt er vigtigt, ligesom en god kemi medlemmerne imellem er vigtigere end et fælles tema. Medlemmernes engagement i at få tingene til at ske er også vigtigt. Anbefalingen fra velfungerende havegrupper er at have en lukket chatgruppe til intern kommunikation, fx facebook, messenger eller whatsapp.
Der er blandt havegrupperne lokalt stor interesse for besøg/samarbejde på tværs, og at bestyrelsen skaber en liste med kontaktpersoner/temaer/geografi (lægges ikke på hjemmesiden). Der ønskes også en idebank med links til interessante steder/personer/fagstof, gerne med lokalt islæt (se opslagstavlen). Der er også ønsker af enkelte til et arbejdsfællesskab, hvor man “svinger spaden sammen”, fx med nærboende haveselskabsmedlemmer, for mere ad-hoc snak/samarbejde.
Private haver
En række haveejere i Helsingørrådet viser gerne deres have frem, men kun for havegrupper, og er derfor ikke at finde på haveselskabets side for åbne haver. Vi prioriterer i bestyrelsen i Helsingør dette område og hjælper derfor havegrupper med tilknytning til Helsingør med kontakt til disse haveejere. Er du interesseret i dette, så tag en snak med vores havegruppekoordinator i bestyrelsen Marja Andersen marja@berryhave.dk og hør om mulighederne, her er lidt eksempler på haveejere, vi har kontakt til:
- Virkelig fin privat kolonihave i Pindemosen, Helsingør
- Virkelig flot privat kolonihave i Solkrogen, Kvistgaard
- Meget fin privat have i Gurre
- Nyetableret smuk og fin privat have på ældre grund ifm nybygget hus, Humlebæk
- Spændende skovhave opbygget i niveauer, Tikøb
- Krogerup Økohaver, Humlebæk
- ...samt flere andre
Besøgshaver
At opleve andres haver er jo netop en fantastisk måde at hente inspiration, få tips og tricks og møde andre haveentusiaster. Besøgshaver er det nye ord for det Haveselskabet tidligere kaldte arrangeret åben have, og vi har i bestyrelsen flere ideer i støbeskeen. Og det handler ikke om pryd og snorlige haver, intet kunne være mere forkert. Både vi i bestyrelsen, og medlemmer vi møder, elsker både skønhed og biodiversitet og er sjældent bange for at rode og eksperimentere sig frem. Hold øje med de regionale nyhedsbrev fra Haveselskabet med Region Hovedstadens arrangementer, eller check vores lokale arrangementer her på hjemmesiden, vi lægger dem op straks aftalerne er i hus.

