Svampejagt med kyndig svampeguide
Kom med på en frisk efterårstur i skoven og sank spiselige svampe
Haveselskabet Aabenraa indbyder igen i år til en hyggelig svampetur i Årtoft plantage. Du kan finde svampe hele året, men efter en længere periode med regn er chancerne særlig gode, og derfor vælger vi at tage af sted i efteråret.
Vi mødes på Jagtvej på den åbne plads over for flisoplagspladsen (se skitsen) og vi begynder med en kort intro af diplomsvampeguide Helle Samsø. Herefter går eller kører vi lidt længere op ad Jagtvej til sankeområdet, og så er det om at spotte de bedste og fineste svampe og få dem i kurven. Vi vender tilbage til P-pladsen på et aftalt tidspunkt, og så bliver det spændende at se hvor meget af kurvenes indhold der slipper igennem kontrollen med guidens skarpe blik. Helle gennemgår hver enkelt kurv og det kan godt være at udbyttet skrumper noget, men nu kan vi roligt tilberede en lækker ret af svampene.
Medbring en lille kniv og en kurv og vær praktisk påklædt. Tag kaffe/te med. Haveselskabet giver lidt til ganen.


