Sæsonens sidste aften havevandring
2 spændende haver, syd for Haderslev
Til sæsonens sidste aften havevandring, skal vi besøge 2 haver syd for Haderslev. Vi mødes hos Jan og Janette Posch Clay i Lille Egedal 8, Haderslev. (Parker helst ud på Bræåvej, der er ikke plads til mere end et par biler i indkørslen). Jan og Jannettes have ligger i et stykke dramatisk natur på kanten af en dyb smeltevandskløft. Haven er anlagt fra bunden af, Jannette med det formål at få den til at spille sammen med landskabet omkring den. Samtidig er der taget stort hensyn til insekt- og fuglelivet med bl.a. naturligt hjemmehørende plantearter. Desuden rummer haven mange historiske roser, stauder og buske.
Efter besøget hos Jannette og Jan, kører vi til Bente Staub og Jørgen Jensen, Sønder Vilstrup Bygade 54, Haderslev. Bente og Jørgens have er en storflot landbohave med en pragtfuld udsigt ud over landskabet. På en nyanlagt gårdsplads er der et dejligt orangeri. Foran huset er der staudehave med indslag af buske og træer og dertil kan vi se en flot køkkenhave bl.a. med højbede. Her i haven drikker vi vores medbragte kaffe/the. Som altid kan det være en god ide at have et par stole med.


