En parcelhushave med mange haverum med siddepladser omgivet af duftende, farverige og spiselige vækster
Åben have
Læs mere
Deltager i havefestival 2023
Læs mere
Åben efter aftale
Læs mere
Åben have
Deltager i havefestival 2023
Åben efter aftale
En have fyldt med haveglæde, haverum og siddepladser omgivet af duft, farver og spiseligt
At jeg i dag bruger min egen have som visitkort for mit virke som autodidakt havedesigner, stod ikke i kortene, da vi flyttede ind i vort gule parcelhus i 1989. Haven på en 500 kvm bestod dengang blot af græs, fliser og hæk. Men min haveglæde blev hurtigt vakt, jeg ønskede at indrette haven i mindre, mere hyggelige og intime rum med siddepladser til al slags vejr omgivet af duftende, farverige og spiselige vækster.
Jeg anede dengang intet om at dyrke planter. Efter mange års afprøvning, jeg eksperimenter stadig, har jeg fået erfaring med en mangfoldighed af vækster. I mit design anvender jeg mange forskellige forårsløg, stauder, et- og toårige sommerblomster, roser, klatrende vækster som klematis og kaprifolier, buske og træer både til pryd og med spiselige frugter og bær. Jeg tænker ikke kun i blomstring, men også i løvformer og -farver. Stedsegrønne indslag fra buksbom gør sammen med frie og klippede strukturer på buske og træer også vinterhaven interessant.
Mine kunder nyder godt af min praktiske erfaring og er glade for min rådgivning omkring dyrkning og design af bede. Afhængig af kundens ønsker og erfaring indrettes haverum mere eller mindre pasningskrævende.
Den første siddeplads vi indrettede var på terrassen lige udenfor havedøren. Her nyder vi gerne et glas vin før aftensmaden. De første år var det med en lidt kedelig udsigt, i dag kan vi nyde synet af pæonbedet badet i aftensolens smukke modlys og små kig til haverummet cirklerne. De duftende pæoner og deres selskabsplanter gør bedet smukt at se på lige fra sen vinter til frosten tager livet af de sidste blomster i det sene efterår.
Græsplænen blev omdannet til cirkelformede haverum med siddepladser omgivet af bede, hvor buske og små træer danner levende vægge og loft. Væggene giver mulighed for små kig til havens øvrige rum, så man får lyst til at gå på opdagelse i haverummene. Placeringen af cirklerne og de levende vægge gør det muligt altid at finde en behagelig siddeplads om man vil sidde i sol, skygge eller læ afhængig af årstid og tidspunkt på dagen. Bedene i Cirklerne har temaer; rosenrondellen, æbleparasollerne, søbedet, det hvidgule bed, det ferskenfarvede bed og mosrosen.
Bag cirklerne den lille frugtlund hulen, hvor vi plukker æbler, nødder, blommer og kirsebær. Træerne vokser i en bund af skyggetålende stauder i selskab med klematis og kaprifolier.
Den overdækkede terrasse er vor udestue hele sommerhalvåret. Spisepladsen er omgivet af de smukke og duftende vækster akebia, klematis, blåregn, klatrende roser. Vindrueranker, som i sig selv er smukke at se på, byder også ind med søde druer i sensommeren. En af mine yndlingssiddepladser er i hjørnet af sofaen, hvor jeg kan nyde kik til haverummet cirklerne og hulen.
Morgenterrassen ligger ved siden af drivhuset omgivet af æbleespalier mod øst og nord, bag bænken en duftende væg af roser, klematis, kaprifolier og vindruer. Krukker med duftende ærteblomster får lov at bruge æbleespalieret som klatrestativ. Drivhuset er i brug hver dag hele året rundt. Herinde er også siddeplads under en duftende smuk klatrerose, højbede til dyrkning af tomater og basilikum, arbejdsplads til prikling og potning samt reoler til formering og opbevaring af planter.
I højbedene på øst- og sydsiden af huset dyrker jeg sommerblomster, urter og grøntsager. Mellem højbedene vokser buske og træer, der forsyner os med både frugt og bær af hjemmehørende arter og fra sydligere himmelstrøg. Langs husmurene trives tørketålende vækster som gyldenlak og lavendel.
Bag huset mod nord dyrker jeg min egen kompost, som virkelig gør en forskel for successen med dyrkning af planter på vor tunge lerjord. Bruger den både som jorddække i havens bede samt som base for såjord til formering af sommerblomster, stauder, grøntsager og urter samt til prikling og stiklingeformering af mange forskellige vækster.
Når du kommer til haven, byder det tørre solrige bed i indgangspartiet dig velkommen. Bedet fremstår smukt og blomstrende mange dage om året med dufte fra både rosenskovmærke, lavendler, jasmin og kaprifolie samt forskellige sorter af timian, oregano og salvier.
Har du brug for hjælp til at skabe mere haveglæde i din have, ring på 30 47 26 07 eller skriv til susannekolmos@gmail.com .
Vis hele beskrivelsen
Åbningstider
Obs: Flere åbningstider kan blive tilføjet løbende