Gå til hovedindhold
Clematis 'Hagley Hybrid'. Foto: Pixabay
Artikel for alle

Beskæring af klematis

Hvordan og hvornår skal jeg beskære min klematis? Det spørgsmål hører vi ofte i Haveselskabet. Her kan du læse svaret.
Louise Møller - 
15. februar 2022

Når det kommer til beskæring af klematis, Clematis, bliver mange haveejere i tvivl om hvornår de skal gribe saksen og hvordan de skal gøre, og om de overhovedet behøver at beskære. Formålet med at beskære klematis er at skabe en plante med tæt og frodig vækst, og flere blomster i øjenhøjde. Lader man klematis passe sig selv, vil de ofte blive skaldede, tyndbenede og med blade og blomster der kun sidder i toppen af planten, hvor det kan være svært at se dem. Dog er det langt fra alle klematis, der behøver beskæring hvert år.

Blomstringstidspunktet er helt afgørende for, hvornår og hvordan man skal beskære. Her går man efter hovedblomstringsperioden, da nogle arter og sorter har en mindre blomstring senere på året. Man opdeler derfor klematis i tre grupper efter hvornår deres hovedblomstring falder.

Herunder beskrives de tre grupper og beskæringsmetoderne for hver af dem.

Gruppe 1 – Hovedblomstring i april-maj

Det er de tidlige klematis der tilhører gruppe 1. Her dannes blomsterne direkte på sidste års skud. Hertil hører bl.a. arterne C. alpina, C. macropetala, C. montana og C. koreana.

Disse klematis må ikke beskæres før blomstring, da det vil betyde at blomsteranlæggene skæres væk. De behøver heller ikke beskæring hvert år, men med tidens løb kan de blive for store til deres plads eller blive meget ranglede og skaldede. Så kan det være på sin plads med en kraftig foryngelsesbeskæring, hvor hele planten skæres ned til 1-2 meters højde. Dettes gøres umiddelbart efter blomstring, så planten kan bruge sommeren og efteråret på at danne de skud der skal bære blomster næste forår.  


Alpeskovranke, Clematis alpina, tilhører gruppe 1. Den beskæres umiddelbart efter blomstring. Foto: Wikimedia.

Gruppe 2 – Hovedblomstring i maj-juni

De klematis der tilhører gruppe 2, blomstrer en smule senere end gruppe 1. De bruger det tidligere forår på at sætte nye skud, hvorfra blomsterne dannes. De remonterer, hvilket vil sige at de har en mindre genblomstring i sensommeren. Hertil hører de storblomstrede hybrider. Fx C. ’Multi Blue’, ’Madame le Coultre’, ’The President’ og ’Nelly Moser’.

Eftersom blomsterne dannes på nye skud, som vokser ud fra sidste års grene, må klematis i gruppe 2 heller ikke beskæres før deres hovedblomstring. Ser planten meget pjusket ud efter vinteren, kan man evt. lave en let studsning i april, uden at det går væsentligt ud over blomstringen. Efter den første blomstring kan man vælge at studse planten, for at holde den under kontrol eller, hvis der er behov, lave en kraftigere foryngelsesbeskæring, hvor hele planten skæres ned til ca. 1,5 meter.   

Den storblomstrede hybrid 'The President' tilhører gruppe 2. Den beskæres efter hovedblomstringen, og vil blomstre igen senere på sommeren. Foto: Wikimedia

Gruppe 3 – Hovedblomstring i juli-september

Det er de sentblomstrende arter og hybrider vi finder i denne gruppe. De bruger første halvdel af vækstsæsonen på at sætte nye lange skud, hvorpå blomsterne dannes. Hertil hører bl.a. C. viticella, C. orientalis, C. tangutica og C. texensis og hybrider som ’Rouge Cardinal’, ’Hagley Hybrid’ og ’Niobe’.

Blomsterne sidder på de skud der vokser frem i løbet af foråret og forsommeren. Hvis man ønsker at blomsterne sidder nogenlunde i øjenhøjde, er det derfor en god ide at klippe planten ned til 10-20 cm over jorden hvert år i marts. Vælger man ikke at beskære, vil de nye skud vokse ud fra sidste års grene, og blomsterne vil kun samle sig oppe i toppen, hvor de kan være svære at se, og man ender ud med en plante der ikke er synderlig smuk at se på, fordi den vil være høj, tyndbenet forneden og med en grøn filtret top.  

Klematis 'Purpurea Plena Elegans' hører til gruppe 3. Den skæres helt ned hvert forår. Foto: Frank Kirkegaard

Hvis to forskellige klematis plantes sammen, er det en fordel at de tilhører samme gruppe så de beskæres på samme tidspunkt og på samme måde. Her vokser Clematis viticella 'Alba Luxurians' og C. 'Viola' sammen. De tilhører begge gruppe 3. Foto: Frank Kirkegaard.

Hvordan ved jeg hvilken gruppe min klematis tilhører?

Når man køber en klematis, vil der på etiketten stå om den tilhører gruppe 1, 2 eller 3. Men ofte har man en gammel klematis stående i haven, hvor etiketten for længst er blevet smidt ud. Kender man navnet er problemet ofte løst med en søgning på nettet. Men uden navn er det nærmest en umulig opgave. Her er løsningen at lade sin klematis vokse en hel sæson uden at beskære, og holde øje med, hvornår blomstringen falder. Blomstrer den i april-maj tilhører den gruppe 1. Er det i maj-juni med en genblomstring i august tilhører den gruppe 2 og blomstrer den først i juli-september, tilhører den gruppe 3.

 

Annonce