Fastfood, gourmet eller all-inclusive ophold? Hvad tilbyder din have til insekterne?
Insekter har både brug for mad, drikke og bolig for at trives. Og nogle har brug for helt bestemte planter som føde.
Bier, sommerfugle og andre insekter er trængte i Danmark. Men haverne kan give plads og dermed levesteder til dem. Dog er haveejerne ikke altid klar over på hvilken måde, de bedst kan hjælpe. Her guider vi til de forskellige serviceniveauer, du kan bidrage med.
Her kan du læse om 3 niveauer: Haven som fastfood restaurant, haven som gourmetrestaurant med børnemenu og sidste niveau - haven som all inclusive ophold med svimming pool (og beklager, men noget af det er altså kun for medlemmer af Haveselskabet)
Niveau 1:
Haven som fastfood-restaurant
Det kræver ikke meget at tilbyde et hurtigt måltid til insekterne i haven. Det gælder om at have blomstrende planter over hele sæsonen. De voksne sommerfugle er ikke kræsne og kan suge nektar fra mange forskellige blomster. Også mange bier er såkaldte generalister, hvilket vil sige, at de samler pollen og nektar fra mange forskellige planter. Undgå dog, at størstedelen af planterne i haven er eksotiske arter eller, at blomsterne er fyldte, som man ser på mange roser, georginer og en del andre forædlede sorter af prydplanter.
Sørg også for, at der vand, og at insekterne kan lande sikkert og drikke. Insektene drukner, hvis de falder i fx et spejlbassin med stejle kanter.
Niveau 2:
Haven som gourmetrestaurant - med børnemenu
Der skal mere end fastfood til for at gøre haven til et bedre levested for insekter. Det handler om at plante arter, også til de mere specialiserede arter af bier og til sommerfuglenes larver, der er kræsne – eller rettere sagt, de spiser kun fra en børnemenu med få udvalgte planter. Og det er på disse planter, at sommerfuglehunnen lægger sine æg.