Vand til dyrene i haven
Vand er vigtigt for havens dyreliv. Lav en nem hjemmelavet havedam af en murerbalje. Haveselskabet giver dig her et nemt og sjovt projekt til gavn for livet i din have.
Sådan laver du en lille havedam i en murerbalje
Ønsker du et rigere dyreliv i haven, så er vand en af de vigtige faktorer, og det er slet ikke så svært også selv om du har en lille have. Vand er en af de 6 vigtigste faktorer til at skabe gode forhold for alle dyr i haven.
I Haveselskabet kæmper for, at haverne bliver bedre for alle levende væsener (måske undtagen dræbersnegle). Vi kæmper mod sprøjtegifte, invasive arter og usund praksis. Derfor deler vi gerne gode fif til, hvordan du kan gøre din have til skønt sted for selv de allermindste organismer.
Du kan hurtigt og nemt forvandle en stor murerbalje fra et byggemarked til en lille oase for dyrelivet i din have. Du skal blot grave baljen ned i haven på et godt sted og fylde den med vand og planter. Murerbaljen er et fint alternativ, men mindre til de formstøbte bassiner, som også er velegnet til en lille havedam.
Murerbaljen er nem at arbejde med og man kan få meget fornøjelse ud af at kigge på de insekter og dyr, der med det samme kommer og indtager ”søen”.
Vælg en sort balje på 80-100 liter
Grav først et rigeligt stort hul, og placer baljen. Baljerne fås både i rund og firkantet og en balje på 80-100 liter koster under 100 kroner. En sort balje er bedst, da man ikke vil kunne se bunden af baljen. Brug et vaterpas til at sikre, at baljens kant er fuldstændig vandret.
Fyld jord omkring kanterne. Når baljens overkant er helt i niveau med jordoverfladen, vil det se naturligt ud med det samme.
Byg en trappe til dyrene
Læg store marksten, mursten eller gamle fliser som en trappe i vandet, så de når helt op til kanten. De må gerne stikke lidt op af vandet.
Smådyrene kan bruge trappen til at kravle op og ind på land. Det gør ikke noget, at stenene fylder meget nede i baljen, eller at de er grimme. Man kommer kun til at se den allerøverste alligevel.
Vælg vandplanter til lav dybde
Køb en vandplante i planteskolen fx en vandkærte, Pontederia cordata, eller en gul iris, Iris pseudacorus.
Kig efter sumpplanter, da det ofte er planter, som klarer sig på 20-50 cm dybt vand. De passer perfekt til en balje.
Små nøkkeroser vil også kunne vokse fint her. Sænk i første omgang bare potten, som planten er købt i, ned i vandet. Man kan altid plante om til større potter senere, hvis man synes. Læg eventuelt et tykt lag grus i bunden, som plantes rødder kan finde ud i.
Det er pænest med to-tre forskellige slags planter: Både noget, der stikker op, og noget der flyder. Måske vil der af sig selv komme andemad, og det ser også fint ud.
Plant også en stor bladplante ved siden af baljen, som kan hænge dekorativt ud over vandet. Det kan være en hosta, en iris eller en prydgræs.
Regnvand er bedst
Til sidst fyldes baljen op med vand, gerne regnvand som er næringsfattigt, og så er havedammen færdig. Det tager en dag eller to, inden vandet er faldet til ro og er blevet klart.
I løbet af sommeren vil der måske komme trådalger, de kan nemt fiskes op. Med tiden vil mængden af alger blive mindre og mindre.
Så er der kun tilbage at vente på, at havens dyr begynder at bruge bassinet. Det går ikke mange minutter, tør vi godt garantere.