1. Vårlyng, Erica carnea

Vårlyng blomstrer i de allertidligste måneder fra februar til april, og den tåler både frost og sne. Den giver vigtig næring til humlebierne i den kritiske tid, hvor de vågner af vinterdvalen.

Lyng er ikke en staude, men en lille tæppedannede halvbusk med træede stængler på ca. 25 cm. De nåleformede blade er stedsegrønne, og derfor giver både blade og blomster farve i det tidlige forår. Sæt den på et veldrænet og solbeskinnet sted, bland lidt sur spagnum i jorden, og klip den gerne helt ned efter blomstring.  

Vårlyng, Erica carnea. Foto: Flickr/K M

Den fås i alle planteskoler og blomsterhandlere i februar og marts, og i et væld af forskellige sorter. Den vilde oprindelige art er lyserød, men er nu krydset ud i alle nuancer fra hvid, over rosa til mørkerød. Flere sorter har gule blade, som også bidrager til farvefesten, fx sorten E. ’Whisky’. Vælg som hovedregel altid oprindelige arter, hvis du vil gavne insekterne mest muligt. Vil du gerne have indflydelse på farverne, så er gode sorter: E. ’Vivielli’ mørklilla, E. ’Alba’ er hvid og kraftigtvoksende.

2. Liden lærkespore, Corydalis intermedia

Liden lærkespore er udbredt i skove over hele Danmark og ligner hulrodet lærkespore, men er meget spinklere og knapt så anmassende, som den hulrodede, kun imellem 5 og 15 cm høj. Blomstringen starter så småt i marts, og blomsterne har nektar i ”sporen”, som er eftertragtet af bl.a. bier. Som mange andre skovbundsplanter visner hele planten væk, når træerne springer ud for alvor i maj. Nu er voksestedet pludselig interessant for den sjældne sommerfugl, Mnemosyne, som lægger sine æg i jorden, hvor liden lærkespore stod. Ægget overvintrer og tidligt i foråret, når bladene bryder frem, lækker æggene og larverne spiser de spæde blade af lærkesporen. Larverne lever i Skandinavien kun på liden lærkespore, og dens overlevelse er helt afhængig af tilstedeværelsen af planten. 

Liden lærkespore, Corydalis Intermedia. Foto: Wikimedia

Planten kan frøformeres, og trives i næringsrig muldjord, hvor den får lys i det tidlige forår.

Andre gode lærkesporearter til haven er: hulrodet lærkespore, C. cava som er større 20-30 cm og i naturen findes både i lilla og hvid og fås på de fleste planteskoler.

3. Bævreasp, Populus tremula.

Bævreasp blomstrer før løvspring, fra marts måned, med meget små blomster, men de er der, og mange insekter nyder det tidlige udspring og de store mængder pollen. Faktisk er det ét af de træer i Danmark, som kan huse flest insekter, bl.a. mange arter af biller og sommerfugle.

Bævreasp er ikke et tilrådeligt træ på en traditionel koteletgrund. Det bliver stort, op til 25 meter, hvis det står beskyttet, og det breder sig villigt med både frø og rodskud. Men hvis man ejer en stor landbohave, skovhave eller ligende, er det et træ, man kan overveje, især er det et godt træ til at skærme af for vinden, og derved ”bævre” karakteristisk med sine blade.

Bævreasp, Populus tremula. Foto: Wikimedia

Bævreasp er hurtigvoksende, ynder sol, og tåler mange forskellige jordtyper; fra ler, sand til fugtig muldjord, så længe der er veldrænet.

Det er muligt at anskaffe udgaver, som er søjleformede som fx sorten ’Erecta’, og som holder sig i en høje af ca. 10 meter.

4. Pil, Salix

Pil er en meget vigtig kilde til både pollen og nektar hos humlebidronninger, der vågner tidligt på året. Der er flere gode arter til haven, ikke mindst hjemmehørende arter som seljepil, Salix caprea og gråpil, Salix cinerea. En anden god art, dugpil, Salix daphnoides, som er leveringsdygtig i nektar og pollen allerede fra februar og kan blive otte-ti meter høj. Pil er livskraftige planter, som tåler forskellige jordbundsforhold undtagen at stå meget tørt.

Dugpil, Salix daphnoides. Foto: Wikimedia

Det er muligt at købe sorter af dugpil, den er dog ikke så tilgængelig i Danmark.

5. Snekrokus, Crocus tommasinianus

Alle krokus tilbyder føde til de tidlige insekter. Snekrokus, Crocus tommasinianus, som stammer fra Bulgarien og Ungarn, er en af de tidligste krokusarter, og den blomstrer allerede i februar/marts.

Snekrokus, Crocus tommasinianus. Foto: Wikimedia

Den vilde art er blålilla med hvidligt svælg, og der kommer flere blomster fra samme knold. Blomsten er helt åben, og den strutter med sine tre pollenrige støvdragere, som besøges af mange forskellige insekter, også de store humlebidronninger, som her har god plads til deres store tykke kroppe. De vilde arter af krokus er spinklere og lavere end de store havesorter, som er frembragt ved krydsninger. Til gengæld har de et mere naturpræget udseende, og farverne er mere afdæmpede.

C. tommasinianus er også forædlet ud i nogle fine sorter, fx den hvide ’Alba’, ’Lilac Beauty’ med lilla blomster, den meget populære ’Ruby Giant’ med større purpurrøde blomster og den meget blomsterrige ’Whitewell Purple’ med mørklilla ydersider og lyslilla indersider i blomsten.

6. Martsviol, Viola odorata

Martsviol, Viola Odorata. Foto: Flickr: Andreas Rockstein

Martsviol, Viola Odorata. Foto: Flickr/Patrick Standish

Martsviolen er med sine mørkt blåviolette og velduftende blomster, en af havens fine forårsbebudere i både hække, bede og græsplæner. Det er en ganske lille plante på 5-10 cm, som blomstrer i det tidlige forår. Planten bestøves af insekter, og den er værtsplante for bl.a. perlemorssomerfuglen. Den hører naturligt hjemme i skovbunden under hegn, krat og skovbryn på en god muldrig jordbund.

7. Almindelig vintergæk, Galanthus nivalis

Vintergæk er en af de allertidligste blomstrende planter i haven. De starter allerede i januar, hvis vejret er lunt i en periode, og de kan blomstre hen til engang i marts. Derfor er den værdifuld for de tidlige insekter. Klimaet herhjemme passer den fortrinligt, og den finder sig til rette, især hvor der er lidt skovbundslignende forhold. Den er ca. 10-12 cm høj, og et løg deler sig til to, og efter nogle år har man en tæt klynge. Frøene modner i løbet af foråret og spredes af myrer, som samler dem pga. de små olielegemer, som er god næring. Da spredningen går meget langsomt, kan man dele løgene umiddelbart efter blomstringen, eller høste frø og så dem i bakker. Der er masser af livskraft i frøene, som spirer nemt, men regn med at der går tre-fire år, før en frøplante kan blomstre.

Vintergæk, Galanthus nivalis. Foto: Wikimedia

Der er mange arter af Galanthus, og for det utrænede øje syner de ens på afstand. Men kommer man tættere på kan man tydeligt fornemme forskel i højde, bladbredde og blomsterform. G. plicatus ’Sybil Roberta’ bliver fx 30 cm høj, og den lille, fine og spinkle Galanthus gracilis bliver ikke højere end 10 cm. Der er skabt et stort antal sorter af arterne, hvor de store forskelle er farverne på de ydre kronblade og det indre kronrør. Her kan være stor variation i de grønne og gule aftegninger, og mange at sorterne er sjældne og forhandles blandt samlere til store summer. Prøv at check sorterne G. n. ’Augustus’ som har nuttede oppustede kronblade, den gule G. n. ’Primrose Warburg’ og den yndige G. n. ’Jade’.

8. Erantis, Eranthis hyemalis

Alle kender den lille, smørgule kugle på det grønne fad i det allertidligste forår. Den tåler både frost og sne og blomstrer ufortrødent videre. Den er en sikker og rigelig kilde til føde for de tidlige insekter. Planten strækker sig i løbet af blomstringstiden fra få centimeter og op til 10 cm, og kan virke en smule voldsom i forhold til de andre tidlige løgvækster. Knoldene kan være svære at få til at overleve en flytning, og den bedste måde at formere dem på er at samle de store mængder af ret store frø, den sætter i april/maj. Så frøene med det samme på voksestedet, og følg de små spirer fra første års små grønne kranse til de endelig blomstrer efter tre-fire år.

Erantis, Erantis hyemalis. Foto: Wikimedia

Ud over den meget lignende art kurdisk erantis, E. cilicica og dens krydsning med E. hyemalis; E. x tubergenii, som begge er lidt større og lidt senere end vores almindelige erantis, findes der en orange variant E. hyemalis ’Orange Glow’. E. hyamalis ’Grünling’ har grønne tegninger på ydersiden af kronbladene, og E. hyemalis ’Birte’ har en lidt bleggul farve, men ikke så bleg som den næsten hvide E. hyemalis ’Schwefelglanz’. Den fyldte E. Hyamalis ’Flore Plena’ har, som navnet siger, fyldte blomster og er uegnet som pollen og nektarkilde.

9. Juleroser, Helleborus niger og Helleborus foetidus

De to arter af julerose, H. niger og H. foetidus, som også kaldes stinkende nyserod, er begge meget tidlige, faktisk kan de blomstre hele vinteren igennem, bare der kommer en mild periode. Mange insekter er på vingerne netop i disse milde perioder om vinteren, og juleroserne indeholder både dejlig nektar og pollen til de madhungrende insekter.

Julerose, Helleborus niger. Foto: Flickr

Stinkende nyeserod, Helleborus foetidus. Foto: Wikimedia/Josep Gesti

Det er skovbundsplanter, som står bedst i humusrig jord i halvskygge. Bladene kommer frem samtidigt med blomsterne meget tidligt og står grønne hele sommeren og det meste af vinteren. Det kan være en fordel at fjerne de gamle blade, inden blomsterne titter fem, da de både er gamle og slidte, men også kan overføre svampesygdomme til de nye blade. Især H. niger lider ofte af bladpletsvampe.

Andre gode Helleborus er H. orientalis, påskeklokke og rød påskeklokke H. orientalis subs. abchasicus og alle de utroligt mange krydsninger heraf. De krydser meget let og frøformerer sig overalt, og afkommet er meget variabelt og har mange smukke farvernuancer i hvid, pink og rød til de helt mørkerøde og næsten sorte klokker. Der fremavles også dobbelte og fyldte varianter, og de har naturligvis ikke de samme gode egenskaber for insekterne som de enkle blomster.

10. Almindelig mahonie, Mahonia aquifolium

Almindelig mahonie er en stedsegrøn busk med en noget ranglet vækst, som man kan synes er køn eller ej. Men den blomstrer tidligt og er fuld af pollen og nektar til insekterne. Den stammer fra Nordamerika, men vokser forvildet i skove især i øst-Danmark. Den har været brugt meget som haveplante, pga. de stedsegrønne blade, som er helt kobberfarvede i udspring, de stærkt gule blomsterduske, og de blåsorte bær. Den får også meget røde høstfarver, ikke på alle bladene, kun på de ældste. Den giver farve året rundt, men især er den værdifuld for insekter, pga. den tidlige og rigelige blomstring. På afstand kan den forveksles med kristtorn, som også har de læderagtige tornede blade.

Almindelig mahonie, Mahonia aquifolium. Foto: Pixabay

Vækstformen er noget riset, og den stikker gerne en eller to grene lidt umotiveret, lige lodret op. Planter man flere sammen, og klipper den med hækklipper en gang om året som en flade, kan man holde dem nogenlunde i en pæn form i 50-70 cm´s højde.

En fætter til Mahonie er den japanske mahonie, M. japonica som også har interesse for de tidligt flyvende insekter. Den har længere blomsterstande, større blade og blomstrer endnu tidligere, i milde vintre i både november, december og januar. Se den i Haveselskabets Have på Frederiksberg.

11. Mirabel, Prunus cerasifera

Mirabel står i alle hegn på landet og langs motorveje, og den farver hele landskabet hvidt, så snart temperaturen begynder at stige i det helt tidlige forår. Den tilbyder masser af både pollen og nektar, og fordi den findes overalt, har mange insekter indrettet sig på og er afhængige af dens tilstedeværelse og tidlige blomstring. Den blomstrer lidt tidligere end sin fætter slåen, Prunus spinosa, som også er mere buskagtig.

Mirabel (syn. kirsebærblomme), Prunus cerasifera. Foto: Wikimedia

Mirabellen er et lille træ på fem-otte meter, som er både robust og nøjsom, og den plantes tit i hegn, da den netop tåler at blive rusket ordentligt igennem af vinden. Den kan beskæres hårdt og vil altid skyde igen nedefra.

Ud over pollen og nektar tilbyder den store søde frugter om sommeren, og i kraft af den tætte, tornede krone, også ly og redesteder for småfuglene. En helt uundværlig plante i haver og landskab.