Aiah Noacks bed med spiselige prydløg
Drømmer du om at krydre dit bord og bed med løg i mange afskygninger? Aiah Noack har anlagt et bed med mange forskellige spiselige prydløg til både nytte og pryd.
Et bed med spiselige løg behøver ikke kun at være til nytte. Det kan fint gøre sig fortjent til en plads i prydhaven.
På Naturplanteskolen i nærheden af Roskilde har Aiah Noack anlagt et bed med hele 60 forskellige spiselige arter og sorter af flerårige løg, Allium. Bedet blomstrer sammenlagt i syv måneder og byder på spiseligt grønt fra april til oktober.
Som en ekstra bonus er løgenes blomster insektvenlige og besøges flittigt af vilde bier, svirrefluer og sommerfugle sommeren igennem.
I Aiahs bed har hun suppleret løgplanterne med spiselige blomster fra stauder som dagliljer, kransliljer og havrerod og et spiseligt bunddække af blandt andre: Slangeurt, citrontimian, forglemmigej, læbeløs og lodden løvefod.