Ingefær & gurkemeje - dyrk de sunde rodstængler
Ingefær og gurkemeje er tropiske planter, der kan trives i potter i vindueskarmen eller drivhuset, hvis man giver dem de rette forhold. Hør Katrine Thorborg fortælle om sine erfaringer med at dyrke, høste og bruge de sunde jordstængler – eller rhizomer, som de også hedder.
Sådan dyrker du ingefær indendørs:
Har man en halvfed ingefærknold med synlige buttede vækstknopper på, kan man starte sin egen lille produktion indenfor ved at lægge knolden i en potte med jord. Her vil knolden ligge og skyde hen over vinteren, men lange, slanke, grønne blade og selve roden vil også brede sig og kræve et par ompotninger i løbet af vinteren.
- Læg knolden ca. to cm nede i veldrænet pottemuld/kompost, og stil den et lunt sted, omkring 20-25 grader – gerne i et vindue uden direkte sol.
-
Vand regelmæssigt, uden at planten sopper rundt, ellers kan roden rådne.
-
Sæt planten ud, når varmen kommer tilbage næste sæson, og sæt den gerne et sted i halvskygge.
-
Omplant ingefæren regelmæssigt, og høst samtidig løbende af de gyldne klumper.
-
Det kan med tiden blive en stor plante, som også kan deles i det uendelige, og man kan også være heldig, at planten skyder med en meget smuk blomst.
-
Inden frosten indtræder, sættes den indenfor igen, til lysere og varmere tider vender tilbage
Psst. Har du besøgt Haveselskabets sundhedsunivers? Her finder du inspiration til, hvordan haven kan gøre godt for både krop og sind.
Jeg tager gerne en udfordring op, når det kommer til at dyrke spiselige planter, som normalt ikke hører til på vores breddegrader.
For mig er det en spændende rejse at sætte mig ind i, hvilke forhold en plante behøver for at trives og gro, for eksempel hvilke tilpasninger der skal til, for at en tropisk plante kan trives under de forhold, jeg kan tilbyde hjemme i min have og vindueskarm eller i drivhuset.
En sjov rejse
Og lad mig sige med det samme, at dyrkning af ingefær og gurkemeje, har været en af de sjovere rejser, jeg har været på.
Jeg har været nogle år om at knække koden og få dem til at trives, så jeg reelt får en høst ud af anstrengelserne og ikke kun grønne blade.














