Bedplan: Tulipaner i godt selskab
Vi har sammensat et bed med tre forskellige tulipansorter, prydløg og fem forskellige slags stauder, der tilsammen giver et både smukt og nemt bed.
Dette skønne bed med tulipaner, prydløg og forskellige stauder giver blomsterpragt, lige når man trænger allermest til det om foråret. Og så fortsætter bedet med at stå i fuldt flor frem til midsommer, hvorefter det står grønt og slutter af med høstanemonernes blomstring i sensommeren.
De valgte tulipaner hører til de mest stabile sorter, som gerne kommer igen år efter år, hvis de ellers trives på voksestedet. Man kan øge chancen for at få en rig blomstring år efter år ved at fjerne de visne blomster efter afblomstring, så planten ikke bruger energi på at danne frø, og give løgplanterne mulighed for at visne ned uforstyrret, så de kan sende mest mulig energi ned i løget.
Både tulipaner, prydløg og stauder kan plantes september og oktober. Alle stauderne i bedet trives ligesom tulipanerne på en almindelig, veldrænet havejord. Har man en mere sandet jord, kan stauderne have brug for jordforbedring med lerholdig muld eller kompost.