Få glæde af tulipanerne i mange år
Tulipaner er nemme, men desværre er der stor forskel på, hvor mange år, de enkelte tulipaner lever. Der er dog flere ting, du kan gøre for at få tulipanerne til at komme igen år efter år.
Forventningens glæde er stor når man efter at have lagt et hav af tulipanløg i jorden går og venter på de smukke og farverige blomster. Det første år er man næsten sikker på ikke at blive skuffet, for har man lagt gode sunde løg, i en veldrænet jord, kan det næsten ikke gå galt.
Men året efter er situationen en anden. Forventningerne er lige så høje som året før, men man bliver slemt skuffet. Kun få af tulipanerne sætter blomster og ellers er der kun blade at se over jorden. Sådan går det for mange haveejere, og det er nærliggende at tro at man har gjort noget galt, siden der næsten ingen blomster kommer. Men sådan forholder det sig langt fra.