Indretning og udstyr til drivhuset
Der findes rigtigt meget udstyr til drivhuset, men hvad har man egentlig brug for: Få drivhuseksperten Lars Lunds tips til drivhusets udstyr.
Har du prøvet at bo i en campingvogn? Så ved du, at man kan få ganske meget ud af et lille rum, hvis man nøje overvejer indretningen og prioriterer stramt. Sådan er det også med drivhuset. Spørgsmålet er bare:
Hvad vil du prioritere på dine få kvadratmeter? Det vigtigste er, at du indretter drivhuset i din egen stil, så det fungerer for dig, for så vil du få mest glæde af det. Men her er nogle tips til, hvad du skal tænke på:
Plads til hygge
Når drivhuset først står i haven, kan man næsten ikke lade være med at indrette det hyggeligt, og selv ganske små drivhuse forsynes ofte med et lille bord og en stol eller to, så der er mulighed for en hvilepause og for at kunne nyde synet og duften af alle planterne.

Selv i dette lille drivhus på 7,5 kvadratmeter er der blevet plads til en hyggelig siddeplads. Det går fint, selv om pladsen bliver trang, når tomaterne begynder at fylde henover sommeren.
Plads til opbevaring
Før eller siden bliver det nødvendigt med hylder og arbejdsborde i dit drivhus. Hvor mange afhænger af, hvordan du vil bruge huset.
En klassisk indretning er et langt plantebord langs husets ene side med hylder over bordet til planter, der skal have lys, og hylder nedenunder til potter og alt det løse.

Bordets længde skal passe til dit behov. Dels skal du kunne arbejde ved det, dels er det her, du skal have dine spirekasser og potter. En mulighed er at sætte plantepottebordet ude og så have alt det spirende på et mindre bord inde.

I mindre huse vil en opstilling med et bord i hele husets længde være ret bastant. Derfor kan løse hylder og mindre borde, der kan flyttes rundt, være en stor fordel. Løse hylder fås typisk i aluminium og som galvaniserede trådhylder.
Det er svært at undvære et eller flere planteborde, men det er jo ikke en naturlov, at plantebordet absolut skal stå inde i huset. Du kan sagtens arbejde med et plante- og pottebord nær drivhuset. Især kan det være en god løsning, hvis der er en terrasse i forlængelse af dit drivhus.

Skulle du få brug for planter, der skal stå ude en kortere tid, kan du jo lave en overdækning, du senere kan pille ned. For eksempel ved at lave en forhøjet drivbænk.
Udstyr til drivhuset
Hold styr på drivhusgrejet
Det er lettere at holde styr på alt sit grej, hvis det er hængt hensigtsmæssigt op eller har faste pladser på hylder i drivhuset. Nogle foretrækker hyldeknægte af zink, kobber eller glas.
I byggemarkeder eller på loppemarkeder kan du finde materialer, så du kan lave dine personlige hylder, der passer ind i drivhusets profiler. Gode opbindingsmuligheder ud over det sædvanlige er plastkæder eller kunststofkæder.

Her er pladsen under taget udnyttet til ophængning af små redskaber.

Vand er vigtigt
Stort set alle drivhusplanter foretrækker regnvand, og da planter drikker meget vand i løbet af en sæson, er der god økonomi i at opsamle regnvand til vanding. En simpel dykpumpe gør det lettere at vande med en haveslange.
Hvis du har plads, kan det være en fordel at have tønden inde i huset. Når vandet varmes op af solen, afgiver det varme om natten, så temperaturen ikke falder helt så meget.
Bakker af rustfrit materiale
Nogle vælger zink, fordi de synes, det er smukt, men zink har også den åbenlyse fordel, at det ikke ruster. Du kan få en blikkenslager til at lave zinkbakker i præcis de mål, du ønsker. En anden mulighed er www.zinkbakken.dk, der også laver bakker efter mål.

Skjul de grimme kasser
Du kan købe rammer af pil, hvormed du kan skjule de grimme selvvandingskasser, eller du kan male kasserne i en smuk farve, der matcher drivhuset og det øvrige inventar.
Ekstra lys til spireprocessen
LED-lys til vækstlamper er dyre, men tjener sig hurtigt hjem. De bruger mindre strøm og holder længere. En lampes ydeevne måles i lumen, så sammenligninger baseret på wattstørrelse giver ikke længere mening og kan være vildledende.
Gå efter LED-pærer, der svarer til 60-100-watt-pærer (700-750 lumen svarer til en 60-watt-pære, 1300-1400 lumen – svarer til en 100-watt-glødepære). De oplyser et område på ca. ½ meter.
Holdbarheden er fra 1000 timer til 15.000 timer, alt efter hvor ofte du tænder og slukker. Få mere info på www.goenergi.dk.

Smarte spirekasser
Du kan så frø i alle mulige beholdere, men der findes også smarte såbakker kaldet Pluggbox og Rootrainers, der hjælper planterne godt fra start, idet rødder har plads til at udvikle sig i det beskyttede miljø og ubesværet kan vippes ud af boksen og plantes ud. Der findes også smarte potter til dyrkning af kartofler i drivhus eller på terrassen.
Måling temperaturen
De fleste har et termometer, der viser maksimums- og minimumstemperaturen i drivhuset, men køb også et ekstra trådløst termometer, og sæt føleren i drivhuset. Så kan du inde fra stuen følge temperaturen.
I stedet for det traditionelle jordtermometer, hvor du skal bøje dig ned for at aflæse, kan du bruge et termometer med ledning, der godt nok ikke er tiltænkt drivhuset, men fungerer perfekt til formålet. Termometerets føler stikkes i jorden, og snoren føres op til behagelig læseafstand.
Nem isolering
Bobleplast er effektivt at isolere dit drivhus med om vinteren. Det gør du ved at trække snore fra gavl til gavl og hjørne til hjørne, der hvor taget møder siderne. På snoretrækket kan du lægge bobleplast over, så du får et forsænket tag.







