Klip hækken, når fuglen er fløjet fra reden
Her får du Haveselskabets guide til hækkeklipning. Der er tips til, hvornår du skal klippe hæk, hvor høj og bred den skal være, og hvordan du får den helt lige.
Hvornår skal hækken klippes?
Nogle af havens fugle bygger rede mellem hækkens tætte grene. Den tætte grenstruktur beskytter for rovfugle, katte og andre dyr på rov efter æg og fugleunger. Et gammelt husråd lyder at hækken skal klippes inden Sankt Hans, men det er et problematisk råd, når vi også ønsker at værne om havens fugle og vi anbefaler derfor i stedet at man venter med at klippe hækken, til fugleungerne har forladt reden.
I september og i vintermånederne kan man klippe hækken tæt. Her har fuglene ikke unger i rederne og hækplanterne kan tåle at blive klippet tæt. Nogle hækplanter som bøg og liguster kan have behov for en studsning, når forårsvæksten er overstået. En studsning kan gøres efter behov, men kan man vente til midt juli, vil det forstyrre fuglene mindst muligt.
Hvis du studser hækken midt i juli, er det kun de nye skud spidser, som klippes ind. Hvis hækken klippes langt ind, er der risiko for at rederne bliver fritlagte og der bliver lettere adgang for rovdyrene.
Hold hækken skarp og tæt
Hvis du godt kan lide, at hækken står skarpt og er helt tæt, og har du tid og lyst, så kan du i princippet studse hækken hver uge. Vil du derimod gerne nøjes med en enkelt eller to klipninger om året, er det nødvendigt at planlægge lidt, så hækken ser nyklippet ud længst muligt.
To klipninger om året
Hækplanter vokser hurtigt i foråret, især i maj og juni. Derefter holder de pause midt på sommeren og skyder så igen omkring august. Derfor er det oplagt med to klipninger om året:
- Studs første gang i midten af juli, når forårsvæksten er aftaget.
- Klip anden gang i september, når anden periode med skudvækst er slut.
På denne måde får du en kortklippet og tæt hæk, som også står skarpt hele vinteren, som jo er 6 ud af 12 måneder om året.
Vinterklipning
Vinteren er også et fint tidspunkt til hækklipning. Der er ingen blade, så du kan se hvad du laver, og oprydningsarbejdet bliver noget lettere uden bladene. Især gamle, brede hække som skal genoprettes, er nemmest at klippe om vinteren.
En hæk, som er klippet om vinteren holder sig tæt længe og behøver kun en let studsning i løbet af sommeren eller sensommeren.
Klip ikke hækken i efteråret
I efteråret fra sidst i september til november er hækken stadig i vækst, så efter klipningen vil den sætte nye, friske skud, der ikke kan nå at afmodne, inden frosten kommer, og det kan betyde, at hækken kan få frostskader, hvis vi får tidlig frost i efteråret.
Brug hækafklippet i haven
Brug hækafklippet i haven. Efter studsningen i sommer eller sensommer kan du samle de tynde grene sammen og lægge dem på komposten eller lade dem kompostere direkte under hækken.
Når hækken klippes længere ind kan grenene kværnes i en kompostkværn og bruges i komposten eller som jorddække under hække og buske. De afklippede grene kan også bruge til kvashegn eller grenbunker, som langsomt forgår og bliver til en lækker luftig grenkompost.
Hvis du har græsplæne op til hækken, kan du lade græsslåmaskinen findele afklippet, og derefter kan du rive det ind under hækken.
Hvor høj og bred skal hækken være?
Højde
En god højde på en hæk i et almindeligt boligkvarter er cirka 160-170 cm høj. En hæk i den størrelse er nem at klippe, og toppen kan klippes uden stige. Selv om hækken bliver klippet ned til 160-170 cm højde, vil gennemsnitshøjden hen over året være 180 cm.
Bredde
Hækken bør klippes i A-form, så den er smallest for oven og bredest for neden. En passende bredde er 70 cm for neden og 50 cm bred for oven. A-formen er vigtig, da det giver lys til de nederste grene, så hækken bliver tæt i bunden.
Klip hækken lige
Hvis du ikke har et utrolig godt øjemål, må du tage hjælpemidler i brug, hvis hækken skal være lige.
En vandret snor er en stor hjælp. Den skal ikke spændes ud i den højde du gerne vil have, hækken ender på, men et stykke over, så du ikke risikerer at klippe den over under arbejdet.
Snoren kan også bruges, når du klipper siden af hækken. Ved at klippe nedefra og op i en fejende bevægelse med blikket på snoren i toppen, hvor spidsen af sværdet netop næsten rammer, opnår du en hæk, der bliver lige. Det er lidt ligesom at bilen bliver midt på vejbanen, hvis dit blik er centreret på vejen.
Forestil dig at du maler med din hækkeklipper. Ved en elektrisk hækkeklipper skal bevægelsen være fejende og der skal altid være en smule overlap på det stykke du klipper og det, du lige har klippet, så bliver resultatet jævnt og lige.