Hvad stiller man op med komprimeret jord?
Når vandet har svært ved at trænge ned i jorden, og i stedet lægger sig på overfladen, kan det skyldes at jorden er komprimeret. Haveselskabet har spurgt anlægstekniker og projektleder Dan Nygaard fra Gug Anlæg & Planteskole A/S om, hvordan en professionel griber det an.
Mange haveejere, særligt i nybyggerkvarterer, oplever at planterne kan have svært ved at trives i jorden. I regnfulde perioder har vandet svært ved at trænge væk, og lægger sig i stedet på overfladen. Årsagen kan være at jorden er komprimeret, såkaldt traktose. Anlægstekniker og projektleder Dan Nygaard fra Gug Anlæg & Planteskole A/S, kommer her med gode råd til, hvordan man griber det an, hvis jorden i haven er komprimeret.
Når det nye hus er opført på grunden, er jorden ofte temmelig ødelagt, og det er nødvendigt at gøre noget for at få en jord, som planterne kan vokse godt i.
»En god jord er alfa og omega for at opnå en smuk have, hvor planterne trives,« begynder Dan Nygaard.
Men ofte er jorden blevet ødelagt under byggeprocessen. Det er den, dels fordi jorden rundt om bygningerne er stærkt sammenpakket efter kørsel med tunge maskiner, og dels fordi den jord, der graves af i forbindelse med byggeriet, ofte lægges i en fire-fem m høj bunke og ligger her i et halvt år, inden den efter byggeriets afslutning bredes ud igen. Og den jord er nu helt død, for der er stort set ikke ilt inde i jordbunken. Så når huset er bygget, står man ofte med en jord, som er nærmest uigennemtrængelig i de dybere jordlag og øverst består af muldjord uden liv af hverken svampe, bakterier eller smådyr.