Sådan forkultiverer du planter indendørs (forspiring)
Det er både sjovt, nemt og billigt at forkultivere planter fra frø, og så får du planter i kassevis. Her får du vores tips.
Forkultivering betyder egentlig blot, at du sår frøene indendørs, så de kommer i gang tidligere, end hvis du venter, til det bliver varmt nok til at så frøene ude i haven. Forkultivering - eller forspiring, som det også ofte kaldes - er en effektiv metode til at få mange planter og til at få nogle af de arter og sorter, som du ikke lige finder i havecentret.
Du kan forkultivere langt de fleste planter, men nogle er lettere at have med at gøre end andre, og det kan kræve lidt større tålmodighed, hvis du sår stauder, træer eller buske, da de kan være længe om at spire.
Sådan gør du:
- Fyld potter eller bakker med let fugtig så- og priklejord, og pres det lidt sammen så det får en jævn og fast overflade.
- Spred frøene over jorden.
- Pres frøene let ned med fingeren, hvis de er store. Eller drys blot et tyndt lag jord over (brug eventuelt en si). Der skal ikke være mere jord over frøet, end frøets diameter. Erstat eventuelt det øverste lag jord med et tyndt lag perlite.
- Sæt bakken/potten i et minidrivhus eller dæk med en plastikpose for at holde på fugten.
- Supplér med kunstlys, eller dyrk frøene i et solrigt vindue eller frostfrit drivhus.
- Tjek jævnligt at overfladen ikke tørrer ud, og vand om nødvendigt med en vandforstøver. Plasker du vand i foroven med vandkanden, risikerer du, at de små spirer bliver revet op med rode og skyller rundt på jordoverfladen.
- Når frøene har spiret, skal du fjerne overdækningen og sænke temperaturen.
Typiske problemer og hvordan du undgår dem
1. Ubalance i vanding: Det er vigtigt, at jorden hele tiden er en smule fugtig men endelig ikke våd. Det gælder både, når du venter på, at frøene skal spire, og når de små spirer kigger frem. Vand forsigtigt - overvanding er et lige så stort problem som at vande for lidt.
2. Ubalance mellem lysmængde og temperatur: Når planterne er spiret frem, skal de stå så lyst som muligt, men ikke for varmt. 15-19 grader er passende for de fleste planter, som vi forkultiverer indendørs. Hvis der er for varmt i rummet og samtidig sparsomt lys, som der er i februar og marts, bliver spirerne lange og ranglede. Jo mere lys, der er, hvor planterne står, jo varmere kan de tåle at stå.
Frø med hård skal
Store frø med en hård skal kan udblødes et døgn i vand inden såningen, så spirer de nemmere. Alternativt kan du ridse i dem med et stykke fint sandpapir.
Såning af enkelte frø
Frøene kan – hvis de ikke er meget små – sås enkeltvis i små enheder i såbakker. Det tager længere tid at så dem på den måde, men til gengæld slipper du for det meste besvær med at prikle om og kan let flytte planterne direkte over i større potter, når de bliver 5-10 cm høje.
Såning af små frø
Små frø kan være svære at håndtere og næsten umulige at fordele jævnt hen over en såbakke. Det kan være en fordel at blande dem med noget fint sand og herefter drysse blandingen ud over jorden med en saltbøsse eller lignende.
1. Hæld frøene ned i en beholder med fint sand
2. Drys frøblandingen jævnt ud over såbakken.
3. Tryk frøene let ned, så de netop får kontakt med jorden og kan optage fugt.