6 planter til julens dekorationer
Du kan selv dyrke planter og materialer til julens dekorationer og kranse i din have.
Som haveejer kan du selv dyrke materialer til årets dekorationer og julepynt i din have. Det er billigere end at købe dem, og så har du også mulighed for at nyde planterne i haven resten af året.
Vi anbefaler 6 gode planter til julehaven, nemlig koreagran, troldhassel, hortensia, julerose, skimmia og mistelten.
1. Koreagran
Gran hører til julen, og en koreagran, Abies koreana, er et fint grantræ selv i en mindre have, fordi træet vokser langsomt, og kun bliver ca. 10 meter højt på 20 år. Du kan derfor placere træet ret tæt på huset, hvor du kan pynte det med julelys i den mørke tid. Både grangrenene og de blåviolette kogler er gode til juledekorationer.
2. Knudret troldhassel
Troldhassel, Corylus avellana 'Contorta', er anden juleklassiker, som med sine knudrede grene også er dekorativ i haven resten af året.
Hæng en stor troldhasselgren op i loftet og pynt fx med fine, små glaskugler. De knudrede grene er også flotte i buketter, for eksempel sammen med røde amaryllis, fyrgrene og lidt mistelten. Og de kan bruges i en julekrans til døren.
3. Tørrede hortensiablomster
Også blomsterskærme er fine at bruge i juledekorationer, fx skærmene fra hortensia, Hydrangea.
Hortensia udmærker sig ved at få store og yndefulde blomsterskærme, som bevarer de fine pastelfarver rigtig godt, især hvis de klippes af i september-oktober og tørres med hovedet nedad. Hortensia er også en meget fin haveplante, som kan bruges både i krukker og bede.
4. Julerose
Udendørs kan du pynte med juleroser i julekrukkerne. Almindelig julerose, Helleborus niger, som slet ikke er en rose, er en af de få planter, der blomstrer til jul. Efter jul kan du plante den ud i haven, hvor du kan have glæde af den i mange år. De graciøse, hvide blomster lyser op på mørke vinterdage.
5. Skimmia
Skimmia, Skimmia, er en anden plante, der er fin i krukker ved døren til jul. Den har blanke, stedsegrønne blade og bordeauxrøde blomsterknopper fra december og resten af vinteren. Skimmia er mere velegnet i mindre haver end juleklassikeren kristtorn, som kan blive rimelig omfangsrig, og hvor der skal både han og hunplanter til, hvis planten skal have mange røde bær.
6. Et kys under misteltenen
Mistelten, Viscum album, kan du også sagtens selv dyrke i haven, men det kræver lidt tålmodighed. Der går nemlig op til 7 år, før planten er blevet stor nok til, at du kan klippe kviste af den. Men ind til da kan du heldigvis købe mistelten mange steder i december.