Hold dekorationen frisk til jul
Her får du nogle gode tips til at få dekorationen til at holde helt til jul.
Adventskranse og juledekorationer bliver hurtigt tørre, når de står i vores varme stuer. Men der er noget, du kan gøre for at dekorationen trods alt holder sig pæn lidt længere tid.
1. Sæt grangrenene i vand før brug
Det er en god idé at lade grangrene suge vand, før du bruger dem. Skær de nederste 5 cm af grangrenene, og fjern nålene på den nederste del af grenene. Sæt dem derefter i en spand vand. Hvis du køber gran, men ikke bruger det med det samme, skal du lade det ligge udendørs, indtil det skal bruges.
2. Brug nobilisgran i stedet for nordmannsgran
Nobilisgran holder sig pænere end den mere almindelige nordmannsgran.
3. Vælg alternativer til gran
Det kan fx være kransecypres (blød ene), kristtorn, tuja eller ædelcypres. Disse materialer holder sig friske længere end gran.
4. Flet en krans af grene
Du kan også sætte fyrfadslys eller bloklys i et flot fad og lægge en flettet krans af grene fra haven i fadet. Vælg gerne grene med lav på, da det giver en flot effekt.
5. Brug en vandforstøver
Ved at sprøjte dekorationen med en vandforstøver et par gange om uden kan man få den til at holde sig pæn i længere tid. Ligeledes vil dekorationer, der står køligt, være mere holdbare, så sæt dem gerne køligt om natten.
6. Førstehjælp til en trist dekoration
Hvis dekorationen trods alle de gode råd alligevel bliver lidt trist at se på i løbet af december, er der ingen grund til at fortvivle. Du kan give en træt juledekoration nyt liv ved at spraye den med bladglans eller bruge lidt sølv- eller guldglimmer.