Juledekorationer fra haven
Haveselskabet har givet blomsterkunstner Camilla Hugger Tarp en udfordring: Gå ud i haven og find materialer til 3 forskellige juledekorationer.
Her kan du se, hvad hun kom frem til. Måske du ikke kan finde lige præcis det samme som Camilla fandt i haven – men lad dig endelig inspirere. Læs mere om Camilla og Florie her.
Du får her et bud på 3 forskellige typer af julepynt:
Den traditionelle juledekoration på en ny måde
Materialer:
- Lille bloklys (køb evt. 2 og udskift med tiden)
- Høj patineret lerkrukke
- Gran eller cypres
- Blade
- Blomsterstande fra sankthansurt
- Grene med lav
- Mos
- Små kogler fx fra el
- Kobber-spray
- Ler
- Pynt (evighedsblomst-kugler-stjerner etc.)
- Lim
Sådan gør du
1. Vend krukken på hovedet, læg ler på toppen og form leret rundt med lidt ned af siderne – på den måde vil leret ikke glide af ved tørring. Placer lyset i midten.
2. Gran stikkes i – start nedefra og rundt om hele krukken og brug her længden på grannet. Herefter sættes sankthansurt, grene og kogler sporadisk – slut af med at bruge gran til at dække huller. Husk at jo tættere på lyset jo kortere stilke – derved opnåes den flotte form.
3. Spray dine blade med kobberfarve. Lad dem tørre. Herefter limes blade samt pynt på dekorationen.
Håndbundet løvkrans
Materialer:
- Forskellige blade fra løvfældende træer og buske
- Grene fra vildroser med hyben
- Bælge fra tretorn, Gleditsia
- Stjerner
- Kroge/tråd
- Vindseltråd
- Lim
- 4 høje bloklys
- Halmkrans
- Kobber-spray
- Tørrede hortensiablomster eller lignende
Sådan gør du
1. Bind kransen med dine løvblade. Husk at binde med rigeligt løv så du undgår huller ved tørring.
2. Påsæt rosengrenene og lav den lidt højere bagtil - herefter påsættes bælgene, begge dele påsættes med kroge/tråd. Spray hortensia hovederne og lad dem tørre. Lim stjernerne på sporadisk og derefter hortensia hovederne.
3. Placer de 4 høje bloklys i midten af kransen. Et fad kan evt. Placeres nedenunder for at undgå dryppende stearin.
Dekoration i glas
Materialer:
• Gå en tur i haven og find, hvad der er af smukke grene, frøstande og andet med en god længde.
• Glas vase eller lignende.
• Snor, bast el. lignende
• 3 elastikker
• Kastanjer eller kogler
Sådan gør du
1. Sæt 3 elastikker omkring vasen, isæt herefter de længste grene og frøstande. Herefter de mindre og forsøg at skubbe grenene udad – væk fra lysets varme.
Saml elastikkerne og bind snor omkring så elastikkerne dækkes helt.
2. Isæt lyset med fix i bunden og læg kastanjer eller kogler omkring.
Påsæt evt. lidt fyrnåle på grenene til sidst.


























