Køkkenhave-lingo, bliv klogere med køkkenhaveordbogen
Prikle, knibe, kimblade, bladpar - mange ord om køkkenhaven. Og måske nye for dig? Bliv klogere på hvad de forskellige ord betyder i vores køkkenhaveordbog.
Afhærdning: Forkultiverede planter skal langsomt vænnes til livet udendørs, og skal afhærdes ved at sætte planterne udendørs i halvskygge om dagen og ind om natten i ca. fem dage.
Bladpar: To blade der sidder modsat hinanden på stænglen.
Direkte såning: Frøene kan sås direkte i havejorden og behøver ikke at blive forkultiveret.
Forkultivering/forspiring: Frøene sås indendørs og de små planter tilbringer den første tid her, inden de senere plantes ud i haven.
Højbede: Er per definition et forhøjet bed med jord, der kan være afgrænset af en træramme, stålkant, en palleramme, fliser eller andet materiale. Højbede kan dyrkes intensivt, med planter der vokser lidt tættere end normalt.
Kimplante: Den første lille plante man ser, når frøet er spiret.
Kimblade: De to første blade på kim-planten. De ser anderledes ud end plantens rigtige blade.
Knibe: At fjerne topskuddet på en ung plante. Topskuddet klippes eller knibes af med tommel- og pegefinger lige over et bladpar. Det gøres for at få en mere kompakt plante, som sætter flere blomster.
Løvblade: Plantens rigtige blade, som kommer efter kimbladene.
Opbinding: Planter der bliver høje, kan have behov for støtte for ikke at vælte og knække. Man kan opbinde med snor til pinde eller net, der spændes ud over bedet.
Prikle om: De små frøplanter plantes forsigtig over fra spirebakken til hver deres potte.
Priklepind: Lille pind der er spids i den ene ende. Typisk af træ eller plastik. Den spidse ende bruges til at lave hul til den lille frøplante, man prikler om.
Såbakke: En flad bakke, der kan anvendes til at forkultivere flere frø sået tæt. De små planter udplantes senere (prikles).
Udplante: Når de forkultiverede planter plantes ud i havens bede.
Nu er du blevet lidt klogere på køkkenhavens lingo. Vil du gerne printe ordbogen og have den hængende, så kan du gøre det her:
Hent ordbogen