Blomster for evigt
De tørrede blomster har de seneste år bredt sig fra de hippe trendsætteres vilde dekorationer til nu at findes som buketter i de fleste supermarkeder. Her får du Dorthe Kvists idéer til at lave skønne dekorationer med tørrede blomster fra haven – og lidt fra blomsterbutikken.
Dekoration med græs i blå nuancer. Foto og styling: Dorthe Kvist, Meltdesignstudio
1. Ud i det blå
Dekorationen her er inspireret af en sommereng med græsser og vilde blomster. I en vase fra Bjørn Wiinblad har jeg arrangeret en dekoration i blå og grønne nuancer, som sender tankerne i retning af blå sommerhimmel og marker med blomstrende græsser.
Det skal du bruge
- En flot vase/opsats her er det Carmen fra Bjørn Wiinblad
- En blok bionedbrydeligt blomsterskum (fx Oasis Bioline (grøn) eller Agra-wool (brun).
- Tørrede stilke af ridderspore, Delphinium
- Tørrede stængler af bredbladet spidsgræs, Chasmanthium latifolium
- Tørrede frøstande af jomfru i det grønne, Nigella damaschena
- Tørrede stilke af katteurt, Nepeta
- Tørrede blomster fra sankthansurt, Hylotelephium telephium (syn. Sedum telephium)
- Tørrede blomsterhoveder af blå hortensia, Hydrangea
Sådan gør du
Læg en blok af bionedbrydeligt blomsterskum ned i den øverste del af vasen, og tryk den godt fast. I midten af blomsterskummet sættes høje spir af ridderspore og katteurt, der skal give dekorationen højde. Derefter fylder du ud med jomfru i det grønne og tidselkugler, så de danner det mellemste lag i dekorationen, sæt dem i lidt forskudte højder. Derefter fyldes ud med bredbladet spidsgræs, der vælder godt ud over siderne. Bunden af dekorationen, som bliver ”håret” på tantevasen, laver du af blå hortensia og sankthansurt, der sættes i omkring de høje stilke, så de lukker bunden i dekorationen helt.
2. Opsats med roser
Opsatsen her er en smule rokokoagtig. Den er lavet af store mængder roser og er tantet og eventyrlig på samme tid. Jeg synes, den sender tankerne i retning af fine teselskaber med damer iklædt flotte hatte. Jeg er sikker på, at den vil gøre sig rigtigt fint på et kagebord i rosa farver.
Det skal du bruge:
- En flot opsats fx fra Broste cph
- Bionedbrydeligt blomsterskum (fx Oasis Bioline (grøn) eller Agra-wool (brun).
- Sort ståltråd/vindseltråd
- Roser i rosa, creme og pink nuancer
- Frøstande fra purpursolhat, Echinacea
- Hvide og lyserøde evighedsblomster, Helicrysum
- Et par tørrede mørkerøde georgineblomster
- Aks fra snefrytle, Luzula nivea
- Røde stjerneskærm, Astrantia
Derudover: Craspedia globosa kaldes også for trommestik.
Opsats med roser - det skal du bruge. Foto og styling: Dorthe Kvist, Meltdesignstudio
Sådan gør du:
Arrangementet er lavet på en flot sort opsats. Her er lagt en firkant af bionedbrydelig oasis, der er fastgjort omkring opsatsen. Bunden af dekorationen består af roser, der nærmest er stablet og sat i blomsterskummet. I toppen af dekorationen, lidt forskudt for midten, svæver kugler af trommestikker sammen med frøstande af purpursolhat. Imellem svæver stjerneskærm, der med sin ildevarslende dunkle farve skaber en lidt dekadent stemning i dekorationen, og sammen med de mørke georginer tager det lidt af sødmen fra roserne.
Høstbuket i gyldne toner. Foto og styling: Dorthe Kvist
3. Høstbuket i gyldne toner
Sensommerens og efterårets toner er gyldne og smukke, og især hvis de understreges af en beholder i samme nuance. Her er en overdådig buket af alt godt fra haven og marken, tilsat et eksotisk twist fra blomstertorvet.
Det skal du bruge:
- En smuk beholder, her er en krukke fra Nordal
- Tørrede stilke af:
- Havehortensia, Hydrangea paniculata ‘Limelight’
- Purpursolhat Echinacea
- Løvehale, Phlomis russeliana
- Lammeøre, Stachys byzanthina
- Almindelig hvede Triticum aestivum
- Lampepudsergræs Pennisetum alopecuroides ‘Red Head’
- Prydløg Allium ‘Ping Pong’
- Kleopatras nål, Eremurus robustus
- Hvide stor stjerneskærm Astarantia major
Derudover: Klippede palmeblade
Høstbuket i gyldne toner - det skal du bruge. Foto og styling: Dorthe Kvist
Sådan gør du:
Buketten er bygget op omkring den smukke og buede kleopatras nål og et par stilke af løvehale, der med deres smukke rytmer og bevægelser skaber dynamik midt i buketten. Bukettens ”krop” består af hortensia, og imellem det hele stritter aks af græsser op og skaber lethed i buketten. Den mørke knop i purpursolhat er god til at holde sammen på det hele, mens hvid stjerneskærm skaber magi i kanterne. Tre grafiske stilke med klippede palmeblade i viftefacon er det eksotiske indslag fra fremmede kontinenter. De skaber en stramhed, der komplementerer det vilde look. Placer dem lidt forskudt i den ene side af buketten. Bind buketten sammen med snor, klip den af, så der er ca. 8 cm stilke under snoren. Sæt derefter buketten ned i krukken og fyld op med sand, så den bliver stående. Luk eventuelle huller i kanten med prydløg og aks af græsser.