Advarsel: Invasiv fladorm er nu set i Danmark
Sydamerikansk fladorm kom i august 2025 på EU's liste over invasive arter, og den er en ny trussel for den danske natur, da den blandt andet æder regnorme. Nu er den invasive, sydamerikanske fladorm fundet i Danmark.
Sydamerikansk fladorm, Obama nungara, er også fundet i en lang række lande i Europa bl.a. Frankrig og Holland. Den dukkede op i Sverige (Skåne) i importerede planter i efteråret 2024, og den er også fundet i Norge i 2025.
Tjek potten
Den invasive fladorm gemmer sig oftest i forbindelse med potter, hvor der er fugtigt. Det kan både være under potten, men også mellem potte og rodklump, så vil man være helt sikker, bør man midlertidigt fjerne potten og tjekke efter.
Den primære spredning foregår med planter i potter. Det er også sådan, man regner med, at den er spredt fra Sydamerika. Undersøgelser fra udlandet har vist, at lander den i en have, kan den hurtigt formere sig til flere hundrede individer, invadere nabohaven og herefter spredes ud i landskabet.
Denne fladorm har ingen naturlige fjender i Europa, idet den udskiller en kemisk slim, der gør den uinteressant for fx fugle.
En kedelig fætter, der truer regnorme
I forvejen har vi mange arter af fladorm i Danmark. Nogle lever i havet, andre i søer og bække eller i fugtige områder, men alene størrelsen i voksen tilstand adskiller denne art tydeligt fra andre, og denne invasive fætter er vi helst foruden. Udover snegle, som vi måske gerne vil af med, spiser denne fladorm også regnorme, hvilket på sigt vil være særdeles skadeligt for vores jordkvalitet.
Især på fugtige jorde er regnormene vigtige, idet de laver huller, der dræner jorden og derved skaffer ilt til planterødderne. De er også vigtige i forbindelse med nedbrydningen af organiske materiale, som de trækker ned og herved beriger jorden med humus. Endelig er regnormene føde for en lang rakke andre dyr i fødekæden.
I udlandet er den invasive fladorm især fundet i stort antal i kystnære områder, hvilket tyder på, at vintertemperaturen kan være en begrænsende faktor for udbredelsen. Med de seneste milde vintre i tankerne, er risikoen for en større udbredelse i Danmark til stede.
Læs her: Hvad kan du også risikerer at tage med hjem fra ferien











