6 sygdomme i lageræbler
Mange vælger at gemme en del af æblehøsten vinteren over i carport, kælder eller redskabsskur. Af forskellige grunde kan æblerne rammes af forskellige sygdomme, som først for alvor viser sig efter de har ligget på lager i noget tid. Læs her hvilke sygdomme der rammer og hvad du kan gøre for at undgå angreb.
Allerede inden man plukker de modne æbler og lægger dem i kasser til opbevaring, er en række naturligt forekommende svampe gået i gang med at nedbryde dem. Det er et uundgåeligt led i naturens kredsløb, som vi ikke kan forhindre, men kun forsøge at udskyde.
Følger man nogle enkle råd, vil flere æbler overleve. Og så må man acceptere, at der kan være en lille rådplet, der let kan fjernes med en kniv, og som ikke gør æblet farligt at spise. Bliv klogere på seks sygdomme, der kan føre til rådne æbler, og få gode råd til at få gemmeæblerne sikkert gennem vinteren.
1. Gul monilia
Symptom: Rådne æbler med gule sporeansamlinger, der ofte sidder i ringe som på en skydeskive. Bliver senere helt sorte. 'Aroma', der kan gemmes et par måneder, har god modstandskraft mod de fleste sygdomme, men får ofte gul monilia.
Årsag: Svampesporer af svampen Monilia fructigena lander på frugten før plukning. Er der skader, sår efter fx larver, tæger eller vejrlig, er der også en indfaldsvej for svampen. Den kan hurtigt brede sig til hele æblet.
Det kan du gøre: Fjern overvintrede, indtørrede frugtmumier, der hænger på træerne om foråret. Udtynd frugten på træet, så ingen æbler rører hinanden. Beskær træet, så der er lys og luft i kronen.