Sygdom i tomater
Har man nusset om sine tomater enten i drivhuset eller i køkkenhaven og glædet sig til at høste de saftige frugter, så er det frustrerende, hvis tomaterne angribes af sygdomme i løbet af sæsonen. Læs her om de typiske sygdomme i tomater, og hvordan du kan prøve at undgå dem.
Kartoffelskimmel i tomater
Kartoffelskimmel, Phytophthora infestans kan også angribe tomater. Denne organisme er populært sagt halv svamp, halvt dyr – den har sporer og kan svømme i en vandfilm. Sygdommen kendes af de fleste kartoffeldyrkere. Tomat tilhører samme familie (natskyggefamilien), og angribes også af kartoffelskimmel. Det er dog oftest frilandstomaterne, det går ud over. Sidst på sæsonen kan planterne under fugtige forhold med dug og en høj nattemperatur visne ned i løbet af få dage.