Sådan dyrker du franske anemoner
De er helt vidunderlige de franske anemoner, som er en forfinet udgave af skovens anemoner. Læg dem i april i bede eller i krukker og få en overdådig blomstring fra juni og frem.
De franske anemoner, Anemone coronaria, har mange år på bagen som kulturplante og stammer fra Tyrkiet, hvor de omkring 1650 blev udbredt over hele det europæiske kontinent.
På trods af navnet stammer nutidens franske anemoner ikke nødvendigvis fra Frankrig. Der findes to hovedtyper: De Caen-typerne, som er fremavlet af franske gartnere. De har mange forskellige klare farver og er kendetegnet ved en enkelt ring af kronblade omkring den sorte midte.
I Irland arbejdede gartnerne med de samme anemoner, men de avlede fortrinsvis på de halvfyldte blomster, der er tæt besatte med smallere kronblade. Disse anemoner kaldes St. Brigid-anemoner.