Yndefulde narcisser
Påskeliljer, pinseliljer og tete-a-tete er alle narcisser som mange kender og holder af. Men variationen er større end som så. Læs her om nogle af de mange typer.
Narcisser er andet og mere end højgule påskeliljer. Narcisser er nemlig fællesbetegnelsen for både påske- og pinseliljer, tazetter, orkidénarcisser mf.. Der findes ca. 60 arter i Narcissus-slægten, ikke alle dyrkes som haveplanter, men til gængæld er der adskillige sorter inden for nogle arter. Narcisser har deres oprindelse i Europa og vestlige Asien, hvor de vokser i skove på enge og stenede bjergskråninger.
De løber sjældent med opmærksomheden, som de farvestrålende tulipaner og andre mere farverige forårsløg. Til gengæld har narcisserne deres egen yndefulde charme, som gør dem til en klasse for sig. Foruden de højgule, fås de nemlig også i blide, bleggule nuancer, helt hvide og tofarvede med gul, orange eller laksefarvet trompet og i de skønneste blomsterformer. Nogle arter egner sig bedst til stenbede, mens andre trives godt i en almindelig veldrænet og humusrig havejord eller i krukker.
Blomstringstidspunktet afhænger af arten. De tidligste springer allerede ud i marts, mens de seneste blomstrer i maj. Så ved at vælge forskellige arter af narcisser, kan man have blomstring i haven i flere måneder, og de er smukt selskab til de mange andre forårsblomstrende løgplanter.