Spis din have - vi besøger Naturplanteskolen
Kender du permakultur ? Hvordan ser en fantasilat ud? Naturplanteskolen byder på rundvisning, foredrag og smagsprøver.
Aiah og fantasilaterne
Måske har du stået med bogen ”Fantasilater” af Aiah Noack i hænderne, og blevet begejstret over de fantastiske billeder af farvestrålende, indbydende og lækre blomstersalater? Glæd dig til at møde hortonom Aiah Noack, stifter og indehaver af Naturplanteskolen og med mere end 30 års erfaring i havedesign, permakultur og produktudvikling af spiselige blomster og planter.
Permakultur og bæredygtighed
Permakultur handler om at få naturens biologiske kredsløb tilbage i havebrug og landbrug. Et sæt af praktiske og principielle værktøjer og værdier til at opnå balance i vores brug af jord, natur, samvær, fællesskaber og forståelse af det enkelte individ.
Læs mere
Hands on
I Naturplanteskolen bliver du præsenteret for deres store spiselige permahave og forskellige dyrkningsmetoder. F.eks. hvordan man opbygger et vandingsbesparende hügelbed af havens egne ressourcer som grene, træstykker, kompost. Eller hvad med et gravefrit kartoffelbed, anlagt i et lag halm på græsplænen?
Kun spiselige planter
Plantesortimentet består udelukkende af spiselige planter: Flerårige grøntsager, man kan høste af næsten hele året. Spiselige blomster og krydderurter, bærbuske, frugttræer og nødder. Lægeplanter og historiske urter, og desuden et udvalg af jordforbedrende planter.
Smag på varerne
Aiah vil servere en let anretning, baseret på de mange forskellige planter som dyrkes på Naturplanteskolen, herunder også hendes berømte farvestrålende fantasilat. Hertil et glas saft. Serveringen er inkluderet i prisen.
Køb med rabat
Skulle du blive fristet til at købe planter eller andre varer – og det bliver nok svært at undgå – får vi 10 % rabat på dagen.
Vi glæder os til at se dig, og dele denne spændende og inspirerende oplevelse med dig!






