Haveselskabet Hjørring
Via anderledes og spændende aktiviteter, inspirerende og lærerige arrangementer samt fantastiske naturoplevelser, håber vi at bidrage til et fællesskab, fyldt med haveeglæde og interesse for de mange spændende, smukke og fantastiske planter og dyr, der er derude....
Som en del af Haveselskabet Hjørring, startede Sindal- og Omegns Havekreds under ”Det Jyske Haveselskab” for mere end 40 år siden. Den dækkede et forholdsvis stort geografisk område, fra Tversted i nord til Lendum og Stenhøj i syd, samt fra Astrup og Lørslev i vest til Tolne og Mosbjerg i øst. Her er Sindal og Bindslev de to største bysamfund, omgivet af store landområder med mange mindre landsbysamfund, som hver især er gode medspillere i foreningssammenhæng.
Kredsen havde til formål, gennem et aktivt foreningsliv, at virke for bevaring, udvikling og fornyelse af havekulturen, samt formidling af interesse og forståelse for en alsidig og bæredygtig anvendelse af jorden omkring vore boliger.
Kredsen bestræbte sig på, løbende at afholde spændende og inspirerende arrangementer, som medvirkede til både at dele erfaringer og udbrede nye ideer. Det var fx. foredrag, om aktuelle emner, besøg i interessante haver og anlæg, planteskolebesøg, åbne haver, udflugter m.m. Arrangementerne henvendte sig til alle interesserede, både erfarne medlemmer og nye, måske kommende medlemmer.
Foruden omtale i medlemsbladet ”Haven” udsendte kredsen årligt et aktivitetsprogram, som også fremlagdes på planteskoler, biblioteker og andre offentlige steder. Der ud over udsendtes nyheds- og informationsmails til alle der havde opgivet mailadresse og vist interesse for havekredsens arrangementer.
Der var ligeledes oprettet en gruppe på Facebook, hvor interesserede kunne optages.
Havekredsen var desuden til stede, med information, ved adskillige større offentlige arrangementer i lokalområderne.
Hjørring Havekreds har en historie, som går endnu længere tilbage og har ligeledes haft mange traditioner, aktiviteter og arrangemnter.
Vi har nu taget det bedste fra disse to "gamle" kredse og sammen med nyskabende initiativer, skaber vi nu Haveselskabet Hjørring, med det formaål at sprede haveglæde i hele kommunen.
Du er altid meget velkommen til at henvende dig til Haveselskabet Hjørring.