Om Dit Regnvand
Regnvand er en uvurderlig ressource – ikke spildevand til kloakken. Haveselskabets landsdækkende kampagne "ditRegnvand" viser, hvordan du kan spare kloakken og bruge dit regnvand i haven.
Der falder årligt en halv million liter regnvand i en almindelig dansk have. Alligevel bruger vi rent drikkevand fra hanen til at vande de tørstige planter i haverne, når tørken rammer, og samtidig hælder vi tonsvis af godt og rent regnvand i kloakken.
Med Haveselskabets kampagne ”ditRegnvand” vil vi vise haveejerne, hvordan regnvandet fra husets tag kan bruges til at gøre haven smukkere, grønnere og mere frodig.
Skab plads til regnen i haven
Alle typer af haver kan rumme en eller anden form for regnvandsløsning, og der er mange spændende muligheder.
Du kan opsamle en del af regnen i en regntønde eller tank og få gratis vand til at vande haven. Du kan ændre belægningen i sin indkørsel, så vandet kan sive igennem belægningen i stedet for at løbe ud på vejen og ned i kloakken. Og du kan lægge et grønt tag på huset eller carporten, som tilbageholder og fordamper en stor del af det vand, der falder på taget.
I mange haver kan regnen fra hustagene ledes til et regnbed eller en faskine, hvorfra vandet langsomt kan sive ned i jorden. Det er dog ikke altid muligt i haver, hvor jorden er meget tung og leret, men i de fleste haver vil et regnbed være en fin og smuk løsning.
Læs mere om elementerne i en regnhave