Derfor falder æblerne af træet i juni
Nogle år falder der flere æbler af end andre år, men hvorfor smider træet sine frugter i juni?
Nogle år er blomstringen hos æbletræerne større end normalt fx fordi foråret kommer sent. Det bevirker, at æblerne blomstrer senere end normalt, og derfor ikke bliver så skadede af forårsfrost, som man ellers ofte ser det.
Resultat er, at der kommer alt for mange frugter på træerne.
De stærkeste æbler overlever
Heldigvis for os bevirker træernes hormonbalance, at de selv skiller sig af med en del af de overskydende frugter, så træet ikke knækker sammen under vægten af frugt.
Træernes frugter havner i en skarp indbyrdes konkurrence, hvor de stærkeste overlever, og resten ender på jorden. De stærkeste æbler tiltrækker den største mængde af energi og vækststoffer til æblet.
Fysiologiske faktorer som vandmangel og blæst kan også have en indflydelse på frugtfaldet, og med den tørke vi ofte oplever landet over, kan vi nok forvente lidt ekstra drys i fremtiden.
Selvom frugtfaldet først ses om sommeren, så begynder fravælgelsen af frugter allerede i blomstringstiden.
Junifald
Frugttræets naturlige reguleringsmekanisme finder sted flere gange i vækstperioden. Dels under og lige efter blomstringen, og dels hen på sommeren. Det sidste kaldes for junifald.
Voldsomt ser det ud, men det er nødvendigt! Få, store veludviklede æbler er bedre end små gnallinger.
Giv træet en hjælpende hånd
Har træet ikke selv skilt sig af med overskydende frugter, er det på høje tid at hjælpe til i juni/juli.
Fjern frugter, så der er en håndsbredde imellem de tilbageværende æbler på træet.
Tag først de frugter, der er deforme eller beskadigede af insekter eller svampesygdomme.
Ved at beskære kan du samtidig gøre dit til, at de tilbageblevne frugter opnår den bedste farve og smag ved at sikre, at der kommer rigeligt med sollys og luft til frugterne.
Frugtfald indtræffer ikke nødvendigvis i alle typer frugttræer det samme år, da det reguleres allerede tilbage i blomstringsperioden. Der er altså ingen grund til bekymring, da næste års frugtsætning kan se helt anderledes ud
Pærer, kirsebær og blommer regulerer også deres frugtmængde på samme vis som æbler.












