Dyrk spidskål året rundt
Det er let at dyrke spidskål, og du kan have friske spidskål i haven en stor del af året, hvis du sår flere gange. Her får du vores dyrkningstips.
Spidskål er nok den lækreste kål, du kan dyrke i din have. Den har tyndere og mere delikate blade end selv sommerhvidkål. Den kan anvendes i varme retter, men er også yderst velegnet at bruge i salatskålen.
Spidskål vokser hurtigt til og fylder ikke så meget i havens bede. Den er også tolerant over for lidt nattefrost, så den klarer sig fint både til tidlig og sen dyrkning.
Hvis du vil have spidskål så stor en del af året som muligt, kræver det dog, at du overvintrer små planter i haven eller drivhuset. Du kan have spidskål i haven fra sidst i maj og til december. Høstede spidskål kan yderligere opbevares ca. 1 måned.