Sådan dyrker Anders de bittersunde grøntsager
Anders Bech har siden 2018 dyrket særligt sunde grøntsager med flere bitterstoffer. Her fortæller han, hvordan du kommer i gang.
Anders Bech er en garvet havemand, der i årtier har dyrket sin have med stor køkkenhave, frugt og mange krydderurter. De senere år har han kastet sig over udvalgte sorter af bl.a. kål og rodfrugter, som i forskningsforsøg har vist sig at være endnu sundere end moderne grøntsagssorter.
I Anders’ sortiment er der bl.a. sorter af grønkål, hvidkål, pastinak, selleri og rødbede.
- Jeg dyrker de bittersunde sorter på præcis samme måde, som de almindelige sorter. Jeg forkultiverer de fleste kål i drivhuset i potter i februar eller marts. Det gælder især de tidlige sommerkål af blomkål, spidskål, glaskål og broccoli, men også senere hovedkål (hvidkål, savoykål og rødkål), mens grønkål og palmekål bliver sået direkte i køkkenhaven. Ligeledes forkultiverer jeg altid knoldselleri i drivhuset, mens alle andre rodfrugter sås direkte i køkkenhaven, siger Anders og tilføjer:
- Kål kan generelt være lidt mere besværlige at dyrke og kan blive angrebet af kålfluer eller kålsommerfuglens larver, så man må have net over dem. Men generelt synes jeg de her grøntsager er nemme at dyrke.
Få fat i frøene
Anders har selv lavet en del benarbejde for at få fat i frø af de bittersunde sorter, bl.a. fra den fællesnordiske genbank Nordgen og gennem foreningen Frøsamlerne, hvor han selv er aktiv. Siden har han dyrket og også taget frø af flere forskellige sorter, som han nu også sælger ud af til interesserede.
De frø, som umiddelbart er tilgængelige for køb i 2024 er:
- Grønkål, 'Halvhøj kruset Konserva' (Frøsamlernes webshop)
- Grønkål, 'Halvhøj ekstra moskruset Tiara' (Frøsamlernes webshop)
- Rødbede, 'Burpees Golden' (flere online frøhandler)
- Rødbede, 'Chioggia' (flere online frøhandler)
- Radicchio, 506TT (Bingenheimers webshop)
- Alm. rucola, Eruca vesicaria ssp. sativa - alle sorter er bittersunde (flere online frøhandler)
- Sandsennep, Diplotaxis tenuifolia, som også kaldes vild rucola (flere online frøhandler)
Anders er også selv i gang med at dyrke flere planter og tage frø af dem senere på året. I år og næste år er planen, at han vil avle frø af spidskål ’Wakefield 552’, hvidkål ’Langendijker’, pastinak ’Skandia’ og en sellerisort knoldselleri ’Balder Bonnet’. Disse er desværre ikke lige nu tilgængelige i almindelig handel.