Sådan dyrker du ærter
Ærter smager bedst friskhøstede lige fra hånden og i munden – eller i gryden. Her får du Karna Majs råd om, hvordan du får succes med at dyrke ærter.
Haveært, Pisum sativum, har været dyrket i Europa i mindst 5.000 år, men den søde haveært blev først fremavlet i 1700-tallet. Alle ærter dyrkes på samme måde, så det er de samme forhold, du skal tage i betragtning for at få succes med at dyrke ærter i din have.
Køb de rigtige ærtefrø
Ærter er ikke bare ærter. I dag findes der flere varieteter og mange sorter. De mest almindelige er de søde, grønne ærter, som børnene – og de voksne - er vilde med at pille ud af bælgen.
Når du skal købe frø, er det vigtigt at kende til de forskellige slags ærter, så du vælger de rigtige frø. Du skal også tage stilling til, om du vil dyrke lave, mellemhøje eller høje ærter.