Menu
Menu

Vis alle

0 resultater

Havestof

0 resultater

Arrangementer

0 resultater

Shop

0 resultater

Åbne haver

0 resultater

Liste visning

Gitter visning

Du skal indtaste minimum 3 tegn for at se resultater

Her kan du søge i hele vores katalog af artikler, arrangementer, produkter og åbne haver.

Vis flere
Vis flere
Vis flere
Vis flere
Vis flere
Havestof Se alt i havestof Biodiversitet Den Spiselige Have Design og Indretning Dyrkning Havens Problemer Prydhaven Haveglæde

Er du også vild med roser?

Så er der vejledning og gode råd at hente i Haveselskabets bog Rosenglæde. Bogen går praktisk til værks og giver gode råde om: Køb af roser • Plantning af roser • Pleje af roser • Beskæring af roser • Gode rosensorter • Og meget mere. Bogen er skrevet med glæde og stor erfaring af Haveselskabets rosenekspert Peter Ørum Scherg.

Om os Se alt om os Foreningen Værdier, mission og vision Kontakt Kommercielle samarbejder Medarbejdere Støt havesagen Presse Intranet

Gør gratis brug af Tryg Bolighjælp

Da Kathe omlagde sine forsikringer til Tryg, sparede hun 1600 kr. Ikke lang tid efter, fik hun lov at gøre brug af Tryg Bolighjælp, da hun opdagede et stort hvepsebo på sin grund. Kort efter sendte Tryg hjælpen ud, og fik fjernet hvepseboet, - uden beregning, da det er en del af pakken.

Haven og planterne kræver at vi er til stede i nuet – det er vigtigt for vores sundhed

Vi søger mod haven, når verden larmer. Men hvorfor giver det os egentlig ro at beskære roser og så sommerblomster? Den engelske psykiater og bestsellerforfatter Sue Stuart-Smith gæster Danmark til efteråret og fortæller her i et eksklusivt interview til Haveselskabet, hvad der sker med os, når vi går i haven, og hvorfor vores forhold til natur og planter er vigtigere end nogensinde.

Haven og planterne kræver at vi er til stede i nuet – det er vigtigt for vores sundhed

Foto fra The Serge Hill Project, som Sue Stuart-Smith har sammen med sin mand Tom Stuart-Smith. Til efteråret komme hun til Danmark og holder to foredrag. Foto: Nick Dearden

Haven og planterne kræver at vi er til stede i nuet – det er vigtigt for vores sundhed

Vi søger mod haven, når verden larmer. Men hvorfor giver det os egentlig ro at beskære roser og så sommerblomster? Den engelske psykiater og bestsellerforfatter Sue Stuart-Smith gæster Danmark til efteråret og fortæller her i et eksklusivt interview til Haveselskabet, hvad der sker med os, når vi går i haven, og hvorfor vores forhold til natur og planter er vigtigere end nogensinde.

Vi lever i en tid, hvor alting går hurtigt. Vi svarer på mails, straks de pinger i mailbakken. Bestiller varer med et klik. Ser nyheder fra hele verden, mens de sker.

Men det er haven ligeglad med. Fuldstændig. Den følger sine egne regler. Frø spirer, når de er klar. Stauder blomstrer i deres eget tempo. Syrenerne springer ud, når de har fået tilstrækkeligt lys, vand og varme, og ikke når kalenderen rammer en særlig dato.

Og netop derfor er haven i dag et af de vigtigste steder for vores mentale trivsel.  

Det mener den engelske psykiater og bestsellerforfatter Sue Stuart-Smith, der til september besøger Danmark på invitation fra Haveselskabet.

Læs mere om foredragene her:

Foredrag: Havens helende kræfter

 

Naturkrise

Forud for sine to foredrag i Danmark har hun talt med Haveselskabet, og her fortæller hun, hvorfor hun mener, at netop vores haver kan hjælpe os med at finde ro i en verden præget af højt tempo, skærme og konstant uro.

”Vi er mere adskilt fra naturen, end mennesket nogensinde før har været. Samtidig står vi midt i en naturkrise med tab af biodiversitet. De to ting hænger tæt sammen”, siger hun og peger på, at vores måde at leve på udfordrer vores mentale trivsel.

Stadig flere kæmper med angst, stress og ensomhed, mens natur og biodiversitet presses.

”Historisk har vi betragtet naturen som noget, vi kunne udnytte. Og nu har vi denne krise, som betyder, at vi er nødt til at udvikle et andet og mere ligeværdigt forhold med naturen, hvor vi ser os selv som en del af naturen”, siger hun.

Kan gøre en forskel

Og her kommer haven ind i billedet. For når vi dyrker haven med plads til naturen, ser vi, hvordan insekter, planter og fugle hurtigt vender tilbage. Det giver en konkret følelse af faktisk at gøre en forskel. 

Mange føler en vis bekymring for fremtiden, men at gå i haven kan gøre meget for at dæmme op for de tanker, for vi kan se, at naturen er god til at komme igen, hvis vi giver den muligheden, forklarer hun.

”Det kan vi se i vores plantebibliotek og i vores projekt”, siger hun med henvisning til det almennyttige The Serge Hill Project, som hun hjemme i Hertfordshire står bag sammen med sin mand, havedesigneren Tom Stuart-Smith.

Her bruges praktisk havearbejde, kreativitet og fællesskab til at styrke menneskers trivsel og skabe en tættere forbindelse til naturen.

Haven rummer blandt andet en stor samling stauder, som de kalder for plantebiblioteket.

Haven lærer os at sætte tempoet ned

Ifølge Sue Stuart-Smith er noget af det mest værdifulde ved haven, at den tvinger os til at følge naturens rytme frem for vores egen. Med andre ord: Vi bliver tvunget til at sætte tempoet ned.

”Man kan ikke få planterne til at vokse hurtigere. Haven bringer os tilbage til årstidernes rytme”, siger hun.

Den minder os om, at livet også følger en cyklus, som vi ikke kan kontrollere. Det skaber stabilitet og hjælper os ud af den konstante følelse af at skulle skynde os videre, forklarer hun og tilføjer, at haven på den måde er en vigtig modvægt til et samfund, hvor mange oplever ikke at have tid nok, eller hele tiden at skulle kigge på uret og tjekke kalenderen.

Forskellen på at gøre og at være

Mange haveejere har en liste med gøremål klar i hovedet, når de går i haven. Der skal luges og vandes. Græsset skal slås, hækken klippes. Opgaver, som tager ens fokus. Det kender Sue Stuart-Smith også fra sig selv. 

”Man kommer hurtigt til at lede efter mere ukrudt eller den næste opgave på listen. Men det er så vigtigt at huske sig selv på bare at stoppe op og tage det hele ind. Bare være i haven”, siger hun.

Hver morgen går hun selv ud i haven. På bare fødder og stadig i nattøj.

”For så er jeg ikke i haven for at ordne noget. Jeg er der bare. Jeg tager haven til mig, og den føles frisk. Det er virkelig dejligt. Man ser haven på en helt anden måde. Det tror jeg er vigtigt at huske at gøre”, forklarer hun.

Hun kalder det balancen mellem at gøre og at være og tilføjer, at den balance er blevet en sjældenhed i vores moderne og ofte hektiske, hæsblæsende liv.

Haven giver hjernen en pause

Forskningen viser, fortæller Sue Stuart-Smith, at puls og blodtryk kan falde allerede få minutter efter, vi kommer ud i grønne omgivelser. Og efter omkring en halv time kan niveauet af stresshormonet kortisol også begynde at falde.

Men de målbare effekter er kun en del af historien, mener Sue Stuart-Smith, der er uddannet psykiater ved University of Cambridge og har mange års klinisk erfaring fra det engelske sundhedsvæsen.
Her har hun forsket og blandt andet undersøgt, hvordan havearbejde og menneskers kontakt med jord og planter kan påvirke vores mentale overskud, og hun har set, at havearbejde hjælper os med at slippe de bekymringer, der ellers kan køre i ring.

”Jeg elsker at så frø. Det er en af mine yndlingsting at gøre i haven, og faktisk det, der fik mig i gang med at dyrke have”, siger hun og forklarer, at haven fylder os med håb for fremtiden.

”Når man sår frø, kan man fordybe sig fuldstændig i det. På den måde er havearbejde en form for mindfulness, fordi det kræver, at man er opmærksom og til stede i nuet. Samtidig er en del af ens tanker rettet mod det, der kommer – om det er sommerblomster, man glæder sig til at se springe ud, tomater, man glæder sig til at sætte tænderne i, eller squash, som man glæder sig til at høste. På den måde er havearbejde rettet mod fremtiden. Det er en vigtig effekt. Men ikke på en måde, som handler om at skynde sig. Man må arbejde i naturens tempo”.

Haven ligger midt mellem hjem og verden

Vi er mange, der har oplevet, hvordan det giver os ro i kroppen og ro i hovedet at gå i haven. Både på dage, hvor vi ”bare” har haft travlt og har trængt til at geare ned, men også i perioder, hvor det hele måske har været svært eller tungt. Når haven også har en helende effekt på os – og vi i stigende grad taler om helende haver og terapihaver – skyldes det ifølge Sue Stuart-Smith, at haven i virkeligheden fungerer som et mellemrum. 

”Haven ligger mellem huset og verden udenfor. Eller, hvis det er en hospitalshave, mellem hospitalet og gaden udenfor. Det betyder, at den har lidt af begge verdener, men samtidig er beskyttet. Det bliver et fristed, for det er et afgrænset rum, og det giver tryghed”, forklarer hun. 

Netop derfor bruges haver også i stigende grad i terapeutiske forløb. Lyden af fuglesang, blade der rasler i vinden eller rindende vand hjælper hjernen ind i en tilstand af afslappet opmærksomhed. Man er tryg, uden at være lukket inde.

Haven skal ikke være endnu en præstation

Sue Stuart-Smith forsker i havens betydning for sundheden og ved, hvor stor forskel den kan gøre for vores fysiske og mentale sundhed. Men hun holder fast i, at man skal dyrke den, fordi man har lyst og kan lide at gå i haven. For hvis man får mere glæde af at male, så er det det, man skal kaste sig over og hygge sig med.

Det vigtigste er, at haven ikke bliver endnu et sted, hvor vi skal præstere.

”Man skal først og fremmest dyrke have, fordi man kan lide det. Sundhedsgevinsten kommer som en bonus oveni”, fastslår hun.

I sidste ende handler det om relationen mellem menneske og natur:

”Når vi arbejder i haven, mødes to kreative og skabende kræfter – menneskets og naturens. Vi skaber ikke det hele selv, men samarbejder med naturen. Det er det, der gør haven særlig", siger hun og tilføjer, at det derfor også er vigtigt, hvis man er ny i haven, at man starter stille og roligt.

Det betyder blandt andet at man skal lade være med at stille for store krav til sig selv. Sætte små mål og giver sig tid til at lære det.

For lige så simpelt, havearbejde kan være, lige så svært kan det også være.

”Det basale havearbejde er jo ret ligetil, men der er også planter og projekter, som kan være ganske krævende og svære at lykkes med. Det er vigtigt at anerkende, især når man er ny derude”, siger hun og deler også en anbefaling til, hvordan man kan øve sig i at få det havearbejde, som måske kan føles som en halvsur pligt, til at emme mere af en pause i hverdagen.

”I det vejr, vi har for øjeblikket, skal der vandes en del. Så kan man godt stå der med vandkanden eller haveslangen og blive utålmodig og synes, at det tager en evighed. Derfor prøver jeg selv at gøre det til en slags mindfulness. Jeg fokuserer på at lytte til lyden af vandet, der løber. Det gør en enorm forskel”, siger hun og tilføjer, at lyden af vand har en positiv virkning på os.

Når Sue Stuart-Smith til efteråret besøger Danmark, bliver det med ønsket om at vise, hvorfor haven er meget mere end et smukt sted og gå i dybden med, hvorfor og hvordan den har en positiv effekt på både vores fysiske og mentale trivsel.

Og hvordan den kan være med til at give os ro, mening og en ny forbindelse til både naturen – og måske også os selv.

Om Sue Stuart-Smith

Sue Stuart-Smith, psykiater – uddannet ved University of Cambridge med mange års klinisk erfaring fra det engelske sundhedsvæsen, NHS.

  • I sin forskning har hun bl.a. undersøgt, hvordan havearbejde og kontakt med jord og planter kan påvirke menneskers mentale overskud, og hvordan det kan aflæses på f.eks. blodtryk og stresshormoner.

  • Hun har også set på, hvordan ophold i grønne omgivelser og kontakt med naturen hænger sammen med forbedret koncentration og øget følelsesmæssigt velvære.

  • I 2020 udgav hun den anmelderroste bestseller The Well Gardened Mind, hvor hun har samlet årtiers forskning og erfaringer fra bl.a. sociale haveprojekter, arbejde med krigsveteraner og fængselsdømte og fra mennesker med stress, angst eller depression til en fortælling om havens betydning for vores krop og sind.
Læs mere
Foredrag: Havens helende kræfter