Sådan sætter du dahlia til spiring
Sensommerens farvepragt af dahlia er i fuld flor i sensommeren og helt hen til frosten sætter ind. Vil du hurtigt i gang med sæsonen, kan de spirres indendørs i løbet af foråret. Så får de et forspring. Haveselskabet viser dig her trin-for-trin, hvordan du kan gøre det.
Når det først på foråret ligger de tørre dahlia knolde enten et sted til overvintring eller de ligger i poser i havecentret. Strengt taget er det ikke nødvendigt at lade dem spire indendørs før de skal plantes ud. Men det giver dem et kærkomment forspring.
Dahlia tåler ikke den mindste snert af frost, så de fleste steder i landet er vi henne i slutningen af maj, før sensommerens knolde kan komme ud i deres rette element.
For at få et forspring i væksten, kan du lægge dine knolde til spiring indendørs fra marts. Det samme gælder for knoldbegonier.
Sådan gør du:
Fremgangsmåden for drivning af dahlia, eller georginer, som de også kaldes, og knoldbegonier er den samme og kan opsummeres i 7 punkter:
1. I en kasse med et lag pottemuld eller gødet spagnum fordeler du knoldene, så de vender den side op, der viser tegn på nye skud. Af og til udvikler knoldene de første rødder her i kasserne, og derfor er det godt, at pottemulden under dem er tilsat gødning, så bladene bliver flotte og grønne.
2. Vand med bruser på vandkanden hen over alle knoldene, uden de bliver helt gennemvåde.
3. Placer kasserne et lunt sted – temperaturer på 18-20 grader er passende – og med et godt lyst vindue i nærheden.
4. I løbet af de næste 3-4 uger vil der dukke skud med blade op. Efterhånden som de dannes, skal du begynde at vande lidt mere på knoldene.
5. I slutningen af maj/starten af juni lægger du knoldene ud i god løsnet jord, gerne tilført rigelig kompost. Knoldene lægges i render på 15 cm’s dybde for georginers vedkommende og 5-10 cm for knoldbegonier.
6. Afstanden mellem dahliaknoldene skal være ca. 50-60 cm for de høje, store sorter. Knoldbegonier skal lægges med 30 cm’s afstand.
7. Igennem sommeren må ingen af disse knoldplanter mangle vand eller gødning, da de skal producere mange blade og blomster på kort tid.
Del knoldene
Har du store georgineknolde og knoldbegonier, er det bedst at dele dem lige før udplantningen, når de første grønne skud har vist sig. Så kan du helt nøjagtigt se, hvilken del af knolden, der er i gang med at vokse.
Ved delingen skal du bruge en god skarp kniv og skære så snittet bliver så kort som muligt. På den måde bliver såret så lille som muligt – og den efterfølgende risiko for at der går svamp og råddenskab i knolden bliver mindre. Hver ny knold skal have mindst ét spirende skud.