Nemme planter til den nye haveejer
Er du ny i haven og har svært ved at overskue det uendeligt store udvalg af planter i havecenteret? Her får du vores bud på nogle gode begynderplanter, det er nemt at få succes med.
Som haveejer kan en tur i havecenteret være en tur gennem slaraffenland. Der er fyldt med fristelser, og den ene blomst er smukkere end den anden. Men når man ikke har det store plantekendskab, kan det samtidig være svært at vælge, hvilke planter der skal med hjem. For hvilke planter vil trives de steder, man gerne vil plante?
Planlægning er en af nøglerne til succes.
For at undgå de største fejltagelser og ærgerlige impulskøb er det vigtigt at planlægge, hvilke planter man godt kunne tænke sig, inden man tager på indkøb.
Hvis det er svært med navnene, så kan det være en hjælp at beslutte sig for en stil, en blomsterfarve eller blomstringstidspunkt, så man har noget at gå efter, når man skal finde vej gennem junglen af alle de skønne planter.
Lær din have at kende
Hvordan er jorden i din have? Det er vigtigt at sætte sig ind i, hvis de nye planter skal trives. Nogle planter trives bedst i en fugtighedsbevarende og leret jord, mens andre foretrækker en let og sandet jord. Der findes heldigvis også planter, der ikke er så sarte og kan trives i flere forskellige jordtyper.
Jord for nybegyndere
Det er ikke kun jorden, der har betydning. Det har også noget at sige, hvor meget sol eller skygge der er de forskellige steder i haven. Hvis man giver planterne de betingelser, de trives bedst under, så er der også gode chancer for, at man ender ud med et godt resultat.
Vælg de nemme planter i starten
Nogle planter er nemmere at dyrke end andre, fordi de er robuste og kan trives, selvom vækstbetingelser ikke er helt optimale. De nemme planter, som er nævnt herunder, kræver heller ikke særlig meget pasning og pleje. Som ny haveejer er det en fordel at starte med dem.
Når man har fået mere erfaring, kan man gå efter de mere sjældne, og dem som er mere krævende og vanskelige.
Her får du vores bud på nogle gode prydbuske og stauder, som du med fordel kan plante i haven, hvis du ønsker en nem have - eller gerne vil starte med noget, der næsten altid lykkes.
Prydbuske
• Spiræa, Spiraea
• Bærmispel, Amelanchier
• Pibeved/uægte jasmin, Philadelphus
• Dronningebusk, Kolkwitzia
• Klokkebusk, Weigela
• Kirsebærkornel, Cornus mas
• Syren, Syringa
• Konvalbusk, Clethra alnifolia
Stauder
• Storkenæb, Geranium
• Lodden løvefod, Alchemilla mollis
• Katteurt, Nepeta
• Hosta, Hosta
• Kærmindesøster, Brunnera macrophylla
• Løvehale, Phlomis
• Sankthansurt, Hylotelephium telephium
• Småblomstret salvie, Salvia nemorosa
• Akeleje, Aquilegia
• Hjortetrøst, Eupatorium
• Stjerneskærm, Astrantia
• Daglilje, Hemerocallis
• Kæmpestenbræk, Bergenia
• Slangeurt, Bistorta officinalis