Tag selv frø af stauder og vilde blomster
I august og september modner frøene på stauder og og vilde blomster. Nogle frø kan sås med dem samme, mens andre gemmes til foråret. Se her, hvordan du høster frøene.
I sensommeren og det tidlige efterår er mange stauder og vilde blomster afblomstret og frøene modner. Det er nemt selv at høste frø, og en billig måde at få flere planter på.
Høst frø af stauder
Mange stauder er enkle at høste frø fra og nemme at få til at spire. Det er en god måde at formere på, hvis man har brug for mange nye planter. Det man skal vide når man frøformerer er, at man ikke kan være helt sikker på at frøplanterne ligner moderplanten. Nogle plantearter er meget stabile, mens andre nemt krydser med hinanden. Det gælder fx akeleje, fingerbøl og purpurtorskemund.
I august og september kan du høste frø fra stauder som fx akeleje, raketblomst, mandstro og mange flere. Frøene kan enten udsås direkte på et nyt voksested, eller du kan tørre frøene og gemme dem i frøposer, så du kan forkultivere dem i potter senere.
De fleste frø opbevares bedst i poser af papir, der opbevares i et tætlukket, tørt sylteglas evt. i køleskabet eller i i et skab hvor der ikke bliver for varmt. Her kan de ligge, indtil du skal så dem, uden at spireevnen går tabt.
Husk at mærke de enkelte frøposer med navne og årstal, så du kan skelne dem fra hinanden. Har man mange frøposer, kan der hurtig opstå forvirring.
Nogle stauder er utrolig nemme at frøformere, mens andre er mere vanskelige eller nemmere formeres på andre måder fx deling.
Så de nemme stauderGuide: Høst frø fra vilde planter
Metoden når man høster frø fra vilde, hjemmehørende blomster adskiller sig ikke væsentligt fra høst af staudefrø. Men når man høster frø af vilde planter, giver det god mening at så dem med det samme. På den måde efterligner man naturen, hvor frøene ellers naturligt ville have spredt sig inden vinteren.
- Høst frø af vilde planter i dit nærområde. De vil sandsynligvis også kunne trives i din have.
- Udvælg et areal i haven hvor planterne skal gro. Jorden løsnes og jævnes, og græs og andet ukrudt fjernes.
- Hvis jorden er tør, skal der vandes.
- Drys frøene tyndt ud på overfladen og dæk minimalt – 1-2 mm jord, sand eller grus.
- Med bagsiden af en rive trykkes frøene ned, så de får god jordkontakt.
- Herfra klarer naturen resten og næste år kan du nyde din egen blomstereng.