Gå til hovedindhold
Sukkerærten ‘Winterkefe’
Sukkerærten ‘Winterkefe’ kan sås i december. Foto: Mia Stochholm
Artikel for alle

Så ærter i december

Sukkerærten ‘Winterkefe’ kan sås i december og klarer sig fint gennem den danske vinter. Gevinsten er tidlige ærter.
Mia Stochholm - 
07. december 2015

At så ærter i køkkenhaven en klam decemberdag virker stik imod god havepraksis. Ikke desto mindre kan den særlige sort af sukkerært 'Winterkefe' sås i november eller december og overvintre.

Så længe jorden ikke er bundfrossen, kan der sås. Gevinsten er, at man kan få tidlige sukkerærter, der kan plukkes fra sidst i maj og 1-2 måneder frem.

I løbet af foråret vokser planterne til over to meters højde og får smukke rødviolette blomster på størrelse med lathyrusblomster.

Den hårdføre sukkerært overlever fint den danske vinter. Til gengæld kan det være svært at holde sneglene fra planten i foråret.

Sneglene elsker den

'Winterkefe' er noget af det første grønne, der kommer op, så når sneglene vågner om foråret, er der ikke så meget andet for dem at spise.

Frø kan fås gennem foreningen Frøsamlerne, hvis man er medlem. Frøsamlerne arbejder for at bevare gamle eller sjældne sorter. De oplyser, at 'Winterkefe' betyder vinter-sukkerært, og at det er bedst at spise ærterne som helt unge, da de med alderen bliver lidt bitre.

Frø kan også fås hos Fuglebjerggaard.

 
 
 
 
 
Annonce

Giv HAVEN som julegave

Magasinet HAVEN giver masser af inspiration, viden og nyttige tips. Prisen er 345 kr. for 5 numre eller 630 kr. for 10 numre. Sammen med magasinet følger et medlemskab af Haveselskabet og mange fordele.