Gå til hovedindhold
Fra afdeling/kreds

Om os

Bornholm er en afdeling under Det Kongelige Danske Haveselskab, i daglig tale Haveselskabet.

 Vi er 7 personer i bestyrelsen, som laver mange forskellige spændende arrangementer i løbet af året, hvor alle er meget velkomne til at deltage. Åbne haver er gratis for alle, men til Havevandringer koster det 30 kr. for ikke-medlemmer. Se i øvrigt entréen i vores arrangementskalender.

Haveselskabet skaber haveglæde og fællesskab
Hen over et år inviterer vi til flere forskellige arrangementer og forsøger at sprede haveglæden gennem en bred vifte af aktiviteter, hvor vi håber der er noget for enhver smag. Her kan du læse om de forskellige typer arrangementer, og hvordan de typisk foregår.

ARRANGEMENTER

Vores arrangementer er åbne for alle interesserede og gratis for alle medlemmer. Dog tages der entré  for ikke-medlemmer 30 kr. ved havevandring og plantebytning, og 60 kr. ved foredrag og demonstrationer. I nogle tilfælde 30 kr. for medlemmer.

ÅBNE HAVER

De udvalgte haver er åbne for alle indenfor det angivne tidsrum. Haveejerne vil være til stede i haven hele dagen, og vil være forsynet med et mærke, hvorpå der står haveejer, så de er til at finde i mængden. Her kan man få en snak med haveejerne om deres have, og måske få et par gode tips med hjem.

HAVEVANDRINGER

Foregår normalt på lørdage i lidt større haver. Alle interesserede mødes i haven på det angivne tidspunkt, hvorefter der er en kort præsentation af haven og haveejerne. Derefter er der tid til at se på haven og møde andre haveinteresserede. Herefter køres der som regel til en ny have, hvor den medbragte kaffe nydes på plænen. De fleste medbringer campingbord og -stole, men et tæppe kan også anvendes. Afslutningsvis afholdes et lotteri, hvor gevinsterne er planter til haven. Overskuddet går til lokalafdelingens drift. Det synes vi er mere festligt end at skulle bede om entré.

PLANTEBYTTE

Her er der mulighed for at bytte planter med andre havefolk, og dermed ganske gratis få nye spændende planter til haven. 
Det er en fordel, hvis de medbragte stauder er delt og anbragt i potter i nogenlunde god tid inden plantebytningen. Så kan de bedre klare transporten og omplantningen hos den nye haveejer. Sunde og sneglefri planter er en selvfølge.

FOREDRAG

Afholdes som regel på hovedbiblioteket i Rønne fra 19.00 - 22.00. Typisk med forevisning af lysbilleder i 2 sæt afbrudt af 20-30 min. kaffepause. Kaffe og kage medbringes selv. Foredragene varierer og kan tage udgangspunkt i haver, planter eller andre emner med relation til havebruget. Foredragsholdere kan være havebrugskonsulenter eller andre med viden om haver og planter.   

Aktivitetskalender-2018.pdf