Bustur til Sjælland
Vi skal besøge Operaparken, Københavns Universitets rod-forsøgsanlæg samt Akademihaven og fuchsiahaven ved Sorø Akademi
Årets bustur går til Sjælland, hvor vi skal besøge
- Operaparken i København med 6 haverum: den danske egeskov, den engelske have, den nordamerikanske skov, den nordiske skov, den orientalske have og middelhavshaven. Alt anlagt og indviet i 2023. Middelhavshaven er anlagt i et væksthus, der strækker sig over to etager. Hovedrollen spilles af et ni meter højt figentræ, der strækker sig gennem begge etager.
- Københavns Universitets rod-forsøgsanlæg i Taastrup, hvor vi skal besigtige den underjordiske gang med 1200 vinduer til planternes rødder, og høre om planerne for de kommende års forsøg.
- En guidet tur gennem Akademihaven og fuchsiahaven ved Sorø Akademi. Der er også tid til besøg i den nyrenoverede Sorø Klosterkirke.
Der er afgang fra Ringe kl. 7.30 (Ved OK-tanken på Lombjergevej), og opsamling ved Nyborg Station ca. kl. 8.05. Som sædvanlig formiddagskaffe/te og rundstykke ved Tuelsø, frokost (medbragt mad) efter besøget i Operaparken, og middag på Bistro Solnedgang ved Korsør Golfklub. Hjemkomst (med stop ved Nyborg Station) til Ringe ca. kl. 21.
Klik på knappen herunder for at se (og gemme!) en folder om Operaparken