3 åbne haver i Kerteminde/Mesinge
Besøg Inge i hendes dejlige have, som er designet af havearkitekt Ulrik Christiansen, Hersnap og etableret i 2022.
Inge havde altid ønsket sig en have med højbede. Havearkitekten tog udgangspunkt i den halvrunde havestue og designede en have fyldt med organiske former, hvor bedene er lavet som en vifte ud fra havestuens form. Haven blev forvandlet fra græsplæne til en baroklignende have med højbede i forskellige højder og formet i cortenstål.
Beplantningen er valgt i samråd med havearkitekten samtidig med, at der er skelet til Inges personlige ønsker til farver og træer m.m. Der er smukke efterårsfarver, mange forskellige roser og stauder, forårsløg og blomstrende træer - og ikke at forglemme… Alle de store sten, der bryder strukturen i bedene. Ikke alt er nyt, for en del gamle, små og store træer og buske er bevaret og formet, så de giver karakter til haven.
Der er flere hyggesteder i haven, fx en bænk under det gamle moreltræ og en hyggekrog med pileflet, som smukt læhegn.
Alt i alt en ny have, som bare vokser og ændres løbende, så farver samles og ændrer udtryk. Og en have, som giver Inge fantastiske oplevelser med større og større glæde år for år.