Den naturlige regnhave
Vil du gerne ha’ en regnhave som er lidt vild? Så læs om ’Den naturlige regnhave’ her.
Vandets vej
Regnvand fra tag ledes sikkert væk fra husets fundament i en stenrende. En lille bæk med natursten tager regnvandet videre over græsplænen til et regnbed. Her får planterne glæde af hverdagsregnen. Regnbedet har indbygget et overløb, hvorfra overskudsvandet fra kraftige regnskyl kan komme videre til engen. Overskudsvandet kan også ledes via vej til offentlige arealer. Hvis du ikke må lede til å eller vej, så kan regnhaven dimensioneres til at rumme selv store skybrud – som vist her
Planter
Planterne i regnhaven findes hovedsagelige i regnbedet, men der er også plantet iris og forskellige typer af græs mellem stenene og langs siderne af den kunstigt anlagte bæk.
Ideen bag
Tankerne med regnhaven er at skabe et vildt og naturligt udtryk, der spiller godt sammen med det omgivende landskab. Det opnås bl.a. ved at vælge planter, der vokser vildt i den danske natur. I regnbedet er vokser planter som nældeklokke, hulkravet kodriver, almindelig star og kattehale. Det er alle planter, som man også kan finde, hvis man tager ud i naturen. De vilde planter kombineres med andre stauder som stadig falder godt ind i bedets naturlige stil.
1. Alm. kvalkved, Viburnum opulus
2. Storfrugtet blåbær, Vaccinium corumbosum (to forskellige sorter)
3. Skovstorkenæb, Geranium sylvaticum
4. Morgenstjernestar, Carex grayi
5. Ægte stormhat, Aconitum napellus
6. Rød hjortetrøst, Eupatorium purpureum
7. Alm. star, Carex nigra
8. Stor stjerneskærm, Astrantia major ’Alba’
9. Alm. akeleje, Aquilegia vulgaris
10. Nælde-klokke, Campanula trachelium
11. Kattehale, Lythrum salicaria
12. Gul iris, Iris pseudacorus
13. Hulkravet kodriver, Primula veris
Årets gang
Som det første kommer dorthealiljerne op tidligt på foråret, og i maj springer iris og hulkravet kodriver ud med sine gule blomster. Først på sommeren blomstrer bl.a. akeleje, morgenstjernestar, skovstorkenæb og stjerneskærm, og i sensommeren modner de amerikanske blåbær. I efteråret domineres bedet af de høje hjortetrøst og kvalkved (busk), som står med dekorative frugter og høstfarver.
Pleje
Hvert forår, når risikoen for hård frost er ovre, klippes de visne toppe af stauderne. Med tiden vil nogle af stauderne brede sig og komme til at fylde for meget. Derfor kan det blive nødvendigt at dele dem med års mellemrum.
Storfrugtet blåbær er surbundsplanter og skal derfor plantes i spagnumfyldte huller. For at sikre god bestøvning og frugtsætning skal der plantes mindst to forskellige sorter.
Anlæg og økonomi
Haven kostede samlet 50.000 kr. Disse omkostninger dækker: Kloakmesterens afprobning og anlægsgartnerens udgravning af beton og stenrende gennem haven, sætning af render og sten, etablering af fuglebad, udgravning og jordbearbejdning i regnbedet, planter samt plantning.
OBS! Se film om regnhaven her.
Læs mere:
Inden du går i gang
Andre gode eksempler på regnhaver