Sådan isolerer du dit drivhus
Mange sarte planter kræver frostfri overvintring. Ved at isolere dit drivhus med bobleplast kan du holde liv i dem vinteren over. Haveselskabets drivhusekspert Lars Lund viser, hvordan du gør.
Mange sarte planter kan godt overleve vinteren i drivhuset, men der skal mere end en tynd glasvæg til, hvis planterne ikke tåler frost. Heldigvis er det overkommeligt at isolere drivhuset med bobleplast, og hvis du desuden tilfører lidt varme i de koldeste perioder, kan de sarte planter fint klare at overvintre i drivhuset.
Et uisoleret glashus er en "varmesluger". Glasset leder simpelt hen kulden direkte ind i huset, så et glashus er faktisk koldere inden i end et tilsvarende drivhus af tynd drivhusfolie eller polycarbonat. Men ved at isolere kan du reducere varmeudgiften med 45 %.