Savner du haveinspiration, så besøg Haveselskabets åbne haver
Tag ud i hele landet og besøg Haveselskabets mange åbne haver, hvor vores medlemmer åbner havelågen for andre interesserede.
En invitation til at komme ind bag hækken
Mangler du ideer til bede, til måder at indrette køkkenhave på eller måske bare generel inspiration til roser, stauder, opholdspladser eller en mere insektvenlig have, så finder du helt sikkert masser af gode bud i de meget forskelligartede haver.
Charlotte Garby, Direktør i Haveselskabet fortæller:
"Åbne Haver er en enestående mulighed for at komme ud og få inspiration i private haver og tale med almindelige haveejere om, hvordan de bruger deres have. Hvordan har de skabt den, og hvilke gode råd de vil give med på vejen, hvis man selv vil lave noget lignende. Det er inspiration og erfaring direkte fra den ene haveejer til den anden - ligesom når man sludrer med naboen over hækken og får et fif til at gøde roserne eller håndtere skvalderkålen".
Det kan virke grænseoverskridende at gå ind i en fremmed have, men de åbne haver er netop en invitation til at komme indenfor, og det er en ganske unik mulighed for at få inspiration og dele erfaringer om alt fra georginer og rododendron til højbede og køkkenhave.
Hvad kan du forvente som gæst?
De åbne haver er lige så forskellige, som de tusindvis af haver rundt om i Danmark. Her er både romantiske haver, landbohaver, japanske haver, skyggehaver og staudehaver, ligesom der er haver, der dyrkes efter principper om f.eks. selvforsyning eller hjemmehørende arter og haver, hvor der er fokus på at give plads til både børn og voksne.
Det er ikke "perfekte haver" uden mælkebøtter og skvalderkål, det er haver, hvor ejerne lægger et stort engagement, tanker og arbejde i at skabe netop deres haveparadis.
Uanset hvilken havetype, du foretrækker, eller hvad du konkret mangler inspiration til, så finder du helt sikkert en have, der falder i din smag. Og du kan være sikker på, at haveejerne gladeligt fortæller om haven.
I nogle haver vil der være kaffe og kage, hos andre måske salg af planter. Nogle hilser hunde og madkurve velkommen. Det vil du alt sammen kunne se under den konkrete beskrivelse af hver enkelt have, hvor du også finder info om havens stil og størrelse, adresse, åbningstider mm.
En af dem, der har besøgt åbne haver flere gange, er Trine Thomsen. Hun får en helt anden oplevelse af at komme ud og se og røre og dufte haverne end at sidde hjemme bag skærmen for at få inspiration:
Så hvad venter du på?
Tag ud og oplev de mange haver. Brug vores smarte App til at finde åbne haver i dit nærområde eller gå ind under Åbne Haver her på hjemmesiden.
Gå på opdagelse blandt de mange åbne haver